Erhverv

Ca. 1 mio. borgere kan blive sendt frem i vaccinekøen

Sundhedsfaglige eksperter og erhvervslivet støtter at rykke danskere over 50 år frem i vaccinekøen. Det kan føre til hurtigere genåbning, lyder det.

Fredag blev over 30.000 borgere vaccineret i et storskalaforsøg. Fra maj vil regionerne ifølge myndighedernes køreplan vaccinere over 3 mio. danskere i løbet af otte uger. Foto: Stine Bidstrup

Cirka 1 mio. danske borgere i alderen 50-64 år kan måske se frem til at blive skubbet frem i vaccinekøen.

Det indikerede statsminister Mette Frederiksen ifølge Ritzau, da hun fredag besøgte Helsingør i forbindelse med den delvise genåbning af detailhandlen.

»Vaccinationsplanen hedder på et tidspunkt 65 år. Der kan jeg i dag godt sige, at 65 er sat for højt, når vi kigger på, hvem der er i risiko for indlæggelse og mere alvorlig sygdom. Der skal vi ned under 65. Givet til 50,« sagde Mette Frederiksen, der tilføjede, at ændringerne vil blive meldt ud senere af sundhedsmyndighederne.

Heldigvis dør de 50-60-årige sjældent af covid-19, men de ender på hospitalet, og man har altså nogle tunge indlæggelsesforløb i dette aldersinterval.

Allan Randrup Thomsen, virologiprofessor, Københavns Universitet

Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for vaccinationsudrulningen i Danmark, havde mandag ingen kommentarer, men ifølge flere sundhedseksperter giver det rigtig god mening at trække de 50-64-årige frem i køen.

Tal fra Statens Serum Institut viser således, at der også i denne gruppe er et relativt højt antal indlæggelser.

»Heldigvis dør de 50-60-årige sjældent af covid-19, men de ender på hospitalet, og man har altså nogle tunge indlæggelsesforløb i dette aldersinterval. Hvis vi gerne vil undgå, at hospitalerne bliver overbelastet, og det går ud over andre patienter, skal vi altså derhen, hvor alle over 50 år er vaccineret, før vi i større omfang kan sige, at de sårbare er sikret,« siger Allan Randrup Thomsen, virologiprofessor på Københavns Universitet.

De ældre først

Hele omdrejningspunktet i den danske vaccinationsudrulning er netop at få vaccineret de ældre og svage først, og derfor er borgerne inddelt i 12 prioriteringsgrupper.

Den sidste gruppe er en restgruppe, der består af 3 mio. borgere i alderen fra 16-64 år, og det er altså denne gruppe, som det ifølge eksperterne vil give god mening at dele op, så de 50-64-årige skilles ud og prioriteres i forhold til resten.

Ifølge Danmarks Statistik er der lidt over 1,1 mio. borgere i denne aldersgruppe. Nogle af disse vil dog allerede være blevet vaccineret, hvis de f.eks. arbejder som frontpersonale.

»Der findes mange, der er i risko for indlæggelse, under 65 år. Så ja, jeg er enig,« lyder reaktionen fra professor og overlæge på Rigshospitalet Jens Lundgren.

Udmeldingen fra statsministeren er første gang, at regeringen og sundhedsmyndighederne lægger op til en prioritering af restgruppen på 3 mio. borgere.

Tidligere har flere erhvervsorganisationer efterlyst en opprioritering af bl.a. medarbejdere i eksporterhverv, særlige nøglemedarbejdere eller unge.

Glæde hos DI

DI har også været fortaler for dette, men senest har erhvervsorganisationen talt varmt for i første omgang at fokusere på sårbare, frontpersonale samt borgere ned til 50 år med henblik på en fuld genåbning af samfundet derefter.

Derfor vækker statsministerens udmelding glæde i DI, hvor direktør Lars Sandahl Sørensen opfatter det som en opbakning til organisationens eget bud på en genåbning:

»Vi har insisteret på en samlet genåbningsplan siden nytår, og vi har selv fremlagt vores bud. Derfor er vi naturligvis meget tilfredse med, at også regeringen nu vil have en samlet plan, og at de ser positivt på vores forslag til genåbning,« siger han.

I Dansk Erhverv tager adm. direktør Brian Mikkelsen udmeldingen til efterretning.

»Det vigtigste er, at vaccinerne kommer ud hurtigst muligt, så vi kan få genåbnet Danmark. Det gælder særligt for de funktioner, der er samfundskritiske. Vaccineudrulningen skal jo ses i et genåbningslys, og vores klare håb og forventning er, at Danmark med sundhedsmæssige forholdsregler kan være genåbnet i stor stil inden sommerferien,« siger han.

Hurtigere genåbning

Også for Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, giver det ud fra en sundhedsfaglig betragtning god mening at rykke danskere over 50 år frem i vaccinekøen. Det kan ifølge ham også føre til en hurtigere og mere sikker genåbning.

»Dette er en strategi, hvor vi skynder os at vaccinere alle dem, der risikerer at blive alvorligt syge, og så accepterer vi, at der fortsat er smitte blandt de yngre. Det er måske også det mest realistiske scenario, for jeg vil tro, at vi stadig har smitte, når vi når efteråret. Men det gør måske ikke så meget, hvis vi har fået vaccineret dem over 50 år, for så er der ikke så mange, der bliver syge,« siger Hans Jørn Kolmos.

Som nævnt er de 50-64-årige en del af vaccinationsgruppe 12, der efter Sundhedsstyrelsens køreplan skal vaccineres over otte uger i maj og juni.

BRANCHENYT
Læs også