Erhverv

Danmarks mest bestilte vaccine kan få EU-stempel 11. marts

Coronavaccinen fra amerikanske Johnson & Johnson kan potentielt være tæt på at blive godkendt til brug i EU - og dermed også Danmark.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) tager torsdag den 11. marts således stilling til vaccinen på et ekstraordinært møde.

Det oplyser EMA tirsdag i en pressemeddelelse.

Agenturet oplyser, at det allerede samme dag potentielt kan anbefale vaccinen til brug. Det sker, såfremt vaccinens kvalitet, sikkerhed og effektivitet vurderes at være god nok.

Det er formelt set EU-Kommissionen, som skal godkende vaccinen. Det er tidligere sket samme dag, som EMA kom med sin anbefaling.

Danmark har bestilt vaccinedoser til 8,2 millioner personer fra Johnson & Johnson. Det er dermed den vaccine, som Danmark har bestilt flest af.

BRANCHENYT
Læs også