Erhverv

Dansk Erhverv og Le Gammeltoft vil styrke iværksættermiljøet

Iværksætteri skal styrke dansk økonomi ovenpå coronakrisen. Derfor har Dansk Erhverv nedsat et panel på 15 danske iværksættere, med Le Gammeltoft i spidsen, som skal gøre iværksættermiljøet mere attraktivt. 

Le Gammeltoft bærer blandt andet titlerne forfatter, radiovært og iværksætter. Nu er hun også formand for et nyt iværksætterpanel nedsat af Dansk Erhverv. Foto: Marie Ravn

Dansk iværksætteri er afgørende for, at der kommer gang i økonomien efter coronakrisen. Derfor skal det gøres attraktivt for nye iværksættere at komme i gang. I den forbindelse har Dansk Erhverv nedsat et iværksætterpanel, som nu er klar med 28 forslag til, hvordan det kan ske, skriver Berlingske.

Panelet består af 15 danske iværksættere med Le Gammeltoft i spidsen, som er stifter af det digitale medie Heartbeats. Sammen skal panelet bidrage med anbefalinger til, hvordan Danmark bliver verdens bedste iværksætterland

»Vi har en bekymring for, at Danmark i for høj grad bliver et lønmodtagersamfund. Vi har brug for flere talenter, innovative virksomheder og bedre muligheder for at starte sin egen virksomhed op. Der er i dag stadig problemer med kønsfordelingen, tiltrækning af investeringer og skaleringsmulighederne, som kræver opmærksomhed. Panelet er kommet med nogle rigtig gode forslag, som jeg er sikker på vil kunne rykke ved balancen, så det både er mere interessant og nemmere at være iværksætter i Danmark,« siger Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen til Berlingske.

Kun 3,3 pct. af danskerne forventer at starte egen virksomhed i den nærmeste fremtid. I Sverige lyder tallet på 9,6 pct. Målet er derfor at hæve procentdelen samtidigt med, at flere kvinder skal på banen.

»Iværksætteri har fået en ensformig branding, så enten er man rockstjerne, unicorn eller bæredygtig. Med den kasseformede tænkning, så taber vi rigtig mange iværksættere på gulvet. Det er spild af talent,« oplyser formand for panelet Le Gammeltoft.

Panelet vil både gøre det nemmere og mere attraktivt for iværksættere at komme i gang, samtidig med at det skal blive lettere for eksisterende virksomheder at vokse sig større.

Af de 28 anbefalinger fremgår det blandt andet, at der bør etableres en barselsordning til iværksættere, som involverer tilskud til pasning. Derudover appellerer panelet til, at iværksætteri kommer på skoleskemaet og at bankerne skal være en reel finansieringskilde for iværksættere.

BRANCHENYT
Læs også