Erhverv

Nike siger farvel til chef, hvis søn solgte sko på nettet

Vicepræsident Ann Hebert har forladt Nike, efter en historie om hendes søns forretning i sidste uge blev bragt af mediet Bloomberg.

Nike er en af verdens største sko- og tøjproducenter med en omsætning på over 37 mia. dollars i 2020. Foto: Imaginechina via AP

Vicepræsident og chef for Nike i Nordamerika Ann Hebert har valgt at gå af efter en skandale, som involverer hendes søn og hans videresalgsforretning, som Bloomberg forleden afdækkede. Udskiftningen fremgår af en pressemeddelelse, som Nike sendte ud i går.

Ann Hebert har arbejdet for Nike i 25 år, og blev sidste år forfremmet som led i en strategi, der gik ud på, at Nike selv skulle stå for en større del af skosalget online.

Sønnen, Joe Hebert, har i en alder af blot 19 år stablet en indbringende forretning på benene. Den går i al sin enkelthed ud på at opkøbe populære tøjvarer, ofte ved hjælp af computerprogrammer for at omgå sælgers begrænsninger, og sælge dem videre med en pæn avance.

Bloomberg havde i en periode været i kontakt med den unge Hebert, som i et forsøg på at bevise størrelsen på sin omsætning sendte en oversigt til mediet med bevægelser til og fra en konto forbundet med et American Express-firmakort, der bar moderens navn.

Joe Hebert er langt fra den eneste, der har fundet ud af, at der er penge at tjene på arbitrage i modebranchen. På den digitale platform StockX, som ifølge Bloomberg var Joe Heberts foretrukne markedsplads, har »resellers« skabt en veritabel børs for alt fra sjældne LEGO-sæt til eftertragtede sneakers.

Ifølge Bloomberg havde en talsmand for Nike allerede i 2018 forsikret Ann Hebert om, at der ikke var nogen konflikt mellem hendes job og sønnens gesjæft. Selv siger Joe Hebert til Bloomberg, at han ikke modtog nogen særlig information om skogigantens forestående produkter eller kampagner.

Joe Heberts forretning, som går under navnet West Coast Streetwear, var da heller aldrig begrænset til Nike-produkter. Oprindeligt videresolgte han tøj af mærket Supreme, og senere i karrieren har han forsøgt sig med den eftertragtede PlayStation 5.

Nikes pressemeddelelse afslører ikke den specifikke grund til, at Ann Hebert siger farvel til sin høje stilling, men fortæller i korte vendinger, at de forventer snart at kunne annoncere hendes afløser.

BRANCHENYT
Læs også