Erhverv

Royal Unibrew erobrer markedsandele overalt - men er forsigtig med forventningerne til 2021

Royal Unibrew har leveret bedre end spået før coronakrisen i 2020, men forventer ikke nødvendigvis at tjene mere på driften i år.

Roylal Univrew har aflagt årsregnskab for 2020. Foto: Gregers Tycho

Til trods for at barer og restauranter i dele af 2020 ikke har serveret fadøl, har Royal Unibrew leveret et bedre resultat end i 2019.

Den danske bryggerikoncern kom ud af året med et driftsresultat efter af- og nedskrivninger på 1515 mio. kr.

Det flugter nogenlunde med, hvad analytikerskaren satte næsen op efter, og med Royal Unibrews egne forventninger om et resultat i den høje ende af niveauet 1475 til 1525 mio. kr.

Det er også mere end de forventninger, Royal Unibrew trådte ind i 2020 med, inden coronapandemien brød ud i lys lue. Dengang lød Royal Unibrews guidance på et resultat på niveau med de 1469 mio. kr., som koncernen trak i land i 2019.

»Gennem stærk performance i off-trade (salg gennem detailhandlen, red.), planlægning og omkostningsfokus er vi lykkes med at levere det største driftsresultat nogensinde på trods af covid-19’s negative indflydelse,« udtaler Lars Jensen, adm. direktør i Royal Unibrew, i en regnskabsmeddelelse.

Det er samtidig værd at bemærke, at koncernen alt i alt har afsat flere liter øl og andre drikkevarer i 2020 end i 2019. Lars Jensen påpeger da også i regnskabsmeddelelsen, at Royal Unibrew i samtlige markeder er lykkedes med at hæve markedsandelen.

Også konkurrenten Carlsberg formåede at komme helskindet igennem 2020, som har stået i covid-19’s tegn. Når bryggerierne generelt har klaret sig tilfredsstillende, skyldes det, at meget af salget fra barer og restauranter er flyttet over i detailhandlen. Derudover har de kunnet skære store dele af omkostningerne til markedsføring, events og rejseaktivitet fra.

Royal Unibrews omsætning er imidlertid dykket en smule til 7557 mio. kr. i løbet af året, hvilket kan tilskrives det faldende salg i restauranter og barer, som koncernen har størst avance på.

Men det bliver imidlertid ikke nødvendigvis nemmere for Royal Unibrew at levere på driften i 2021, selvom der er udsigt til en genåbning og en vaccineret befolkning.

Royal Unibrew venter et driftsresultat efter af- og nedskrivninger på 1475-1625 mio. kr. Det er i underkanten af de ca. 1600 mio. kr, som analytikerne ifølge Ritzau i snit forventer.

Royal Unibrew påtænker at forhøje udbyttet med 1,3 kr. i forhold til sidste år og fordele 13,5 kr. per aktie til aktionærerne. Derudover vil koncernen iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. kr. frem mod juni, hvorefter der skal tages stilling til, om Royal Unibrew skal iværksætte endnu et aktietilbagekøbsprogram.

mio. kr. 2020 2019 Q4 2020 Q4 2019
Omsætning 11093 11024 2647 2534
Driftsresultat (ebit) 1515 1469 252 267
Nettoresultat 1198 1140 218 222
BRANCHENYT
Læs også