Erhverv

»Katastrofalt år«: Nye tal viser, hvor hårdt luftfarten blev ramt af coronakrisen

Antallet af afrejsende passagerer i de danske lufthavne faldt med 75 pct. i 2020.

Sådan så der ud i Københavns Lufthavn i foråret 2020. Siden er flere passagerer vendt tilbage, men antallet er fortsat langt under niveauet fra 2019. Foto: Tariq Mikkel Khan

Den danske luftfart blev fanget i en turbulens af hidtil usete dimensioner under coronakrisen. Antallet af afrejsende flypassagerer fra de danske lufthavne faldt nemlig med 75 pct. i 2020, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

»Den globale covid-19-pandemi betød et katastrofalt år for luftfarten i 2020,« lyder konklusionen fra Danmarks Statistik.

Mens der i 2019 var 18,2 mio. afrejsende passagerer i de danske lufthavne, styrtdykkede tallet til 4,6 mio. i 2020.

»Året startede ud på niveau med 2019, men med indførelsen af restriktionerne fra marts faldt passagertallet i april og maj til under 2 pct. af normaltrafikken. Trods en stigning over sommeren kom passagertallet på det højeste i august kun lige over 20 pct. af tilsvarende måned i 2019,« skriver Danmarks Statistik.

Ifølge Danmarks Statistik blev de danske lufthavne med en stor andel af international flytrafik ramt hårdest. Det skyldes, at den internationale flytrafik oplevede et fald i antallet af passagerer på 77 pct. Indenrigs faldt antallet af passagerer med 57 pct.

BRANCHENYT
Læs også