Erhverv

Amerikansk rival overgår Novos gyldne diabetesmiddel

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har præsenteret de længe ventede data for lægemiddelkandidaten tirzepatid i et direkte sammenligningsstudie med Novo Nordisks semaglutid. Amerikanerne vinder.

Novo Nordisk har sammen med amerikanske Eli Lilly sat sig på stort set hele markedet for behandling af diabetes med GLP-1-lægemidler, den hurtigst voksende lægemiddelklasse på sit felt. Foto: Imaginechina via AP Images

Novo Nordisks amerikanske ærkerival Eli Lilly har givet det danske medicinalflagskib baghjul.

Det er sket med lægemiddelkandidaten tirzepatid, der har overgået Novo Nordisks semaglutid, som bl.a. markedsføres under navnet Ozempic som behandling af diabetes.

Det fremgår af en meddelelse fra Eli Lilly.

Der er tale om et direkte sammenligningsstudie, hvilket er den gyldne standard for, hvordan man vurderer lægemidler op imod hinanden.

Det betyder, at patienterne i studiet har fået enten det ene eller det andet lægemiddel modsat f.eks., hvad man har set med diverse coronavacciner, der er testet i forskellige studier, hvorfor vaccinernes effekt ikke kan sammenlignes direkte.

I det afgørende gase 3-studie, der bærer navnet Surpass-2, har tirzepatid leveret bedre både målt på patienternes blodsukker på og patienternes vægttab.

»Nyere behandlingsmuligheder kan hjælpe folk med type 2-diabetes til at opnå deres mål for blodsukkeret og vægttab. I Surpass-2 leverede tirzepatid klinisk meningsfuld effekt på et niveau, vi ikke tidligere har set med eksisterende medicin i den etablere klasse af GLP-lægemidler,« udtaler Juan Pablo Frías, der har stået i spdisen for studiet, i en forberedt kommentar.

Med i det regnestykke hører dog den væsentlige pointe, at Eli Lilly har sammenlignet tirzepatid med den lavest mulige godkendte dosis af Ozempic, hvorfor resultaterne ikke er voldsomt overraskende.

Når Novo Nordisks-investorerne ikke umiddelbart går i panik, skyldes det netop, at Novo Nordisk er på vej på markedet med en højere dosis af semaglutid.

En dosis, der forventeligt ville levere langt bedre end den lave, fordi en højere dosis er mere potent, hvis en af parterne på sigt måtte beslutte sig for at køre et sådant studie.

Eli Lilly har også tidligere præsenteret data, der viser åbenlyse udfordringer med tirzepatids bivirkningsprofil. Her oplever væsentligt flere alt fra diarré, kvalme og opkast sammenlignet med Novo Nordisks lægemidler.

GLP-1-lægemidler har vundet hastigt frem over de seneste år, fordi de har den store fordel, at de modsat insulin fører til vægttab hos patienterne.

Novo Nordisk har tidligere fået godkendt fedmemedicinen Saxenda, der indeholder det aktive stof liraglutid, der er forgængeren til netop semaglutid.

Novo Nordisk forventer at få godkendt semaglutid til behandling af fedme i USA i løbet af sommeren 2021.

BRANCHENYT
Læs også