Erhverv

Fugleinfluenza har ramt fasaner i Ringsted og fjerkræ på Bornholm

Et fasanopdræt i Ringsted og en hobbybesætning på Bornholm er ramt af den smitsomme fugleinfluenza H5N8.

En mindre hobbybesætning af fjerkræ ved Åkirkeby på Bornholm er ramt af fugleinfluenza. Det samme er 550 fasaner i Kongsted, øst for Ringsted. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse torsdag.

Der er tale om den variant af fugleinfluenza, som hedder H5N8. Den er smitsom og har en høj dødelighed.

I et forsøg på at forhindre, at smitten breder sig yderligere, bliver begge besætninger aflivet.

Torsdagens fund betyder, at der siden november er konstateret fugleinfluenza i syv besætninger af fugle i Danmark. Ud af dem har fire hobbybesætninger været ramt.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre, at fugleinfluenzaen spreder sig til andre fugle. For at bremse smitten, indfører vi restriktioner for fjerkræejerne i området, siger Tim Pedersen, souchef i fødevarestyrelsen i pressemeddelelse.

I en radius på tre og ti kilometer om de ramte besætninger har Fødevarestyrelsen oprettet zoner med særlige restriktioner, oplyser styrelsen.

Blandt andet må der hverken sælges eller flyttes æg uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Derudover anbefaler styrelsen, at alle fugle i fangenskab bliver overdækket og holdt inde for at undgå spredningen af fugleinfluenza.

Og så er der et krav om, at alle fugle og fjerkræ skal være indhegnet.

Indhegning og overdækning skal mindske muligheden for, at besætninger bliver smittet af vilde fugle.

Styrelsen har i 2021 hidtil testet 292 døde fugle for influenza. Af dem har 31 procent haft den smitsomme variant H5N8. Det viser tal fra Styrelsen.

Varianten er kommet til Danmark med efterårets fugletræk fra Rusland og Kashakstan.

Sygdommen er farlig for fugle, men den smitter sjældent mennesker. Det er sket få gange før i udlandet.

BRANCHENYT
Læs også