Amerikanske GAP forventer mere salg i år end under corona
Den amerikanske tøjkoncern GAP gik frem med 3,5 pct. i torsdagens eftermarked, selv om salgsudviklingen i fjerde kvartal skuffede. Topchef Sonia Syngal slog nemlig en optimistisk tone an og forventer fornyet forbrugerinteresse, når samfundet i USA åbner op.
- Vi er meget optimistiske. Vi tror, der vil komme denne her påfugle-effekt, når folk kommer ud fra covid-19, siger hun i et interview med Dow Jones Newswire.
Kursfremgangen i eftermarkedet sker til trods for, at den underliggende vækst i salget i den forgangne periode skuffede. Faktisk var det kun inden for mærket det ellers kriseramte Banana Republic, at det gik bedre end ventet - ved ikke at falde helt så meget som frygtet.
Den sammenlignelige salgsvækst endte overordnet på nul, mens analytikerne ifølge Consensus Metrix havde regnet med en fremgang på 2 pct.
Old Navy skuffede med en fremgang på 7 pct. mod spåede 11,8 pct., GAP-mærket så et fald på 6 pct. mod ventede minus 4,5 pct., og Athletas salg voksede med 26 pct. mod spåede 37 pct. Banana Republic så derimod et fald på 22 pct., men det var mindre end en ventet tilbagegang på 24,6 pct.
På den baggrund oplevede tøjkoncernen en stigning i omsætningen på knap 3 pct. til 4,42 mia. dollar mod ventede 4,66 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie dog blev på 61 cent, sammenlignet med 41 cent et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 18 cent, ifølge Bloomberg News.
For finansåret 2021/22 regner GAP med en indtjening per aktie i intervallet 1,20 til 1,35 dollar. Næsten i bulls-eye, for her venter Wall Street ifølge Bloomberg News 1,28 dollar per aktie.


