- Opdateret 05/03/2021 kl. 08:06
Schouw slutter rekordstærkt efter usædvanligt år
2020 blev også for Schouw & Co. et usædvanligt år, men konglomeratet formåede at styre igennem udfordringerne med resultater, der slog de oprindelige forventninger.
Faktisk blev det til et par opjusteringer i løbet af 2020, efter at den oprindelige prognose blev suspenderet, da coronakrisen brød ud.
- I løbet af de efterfølgende måneder stabiliserede situationen sig imidlertid så meget, at vi i august kunne genindføre vores resultatforventning på et niveau lidt højere end ved årets start, og i november kunne resultatforventningen yderligere øges, skriver Schouw.
Schouw sluttede året af med et rekordstærkt fjerde kvartal og en omsætning på 5473 mio. kr. mod 5428 mio. kr. i samme periode året før.
Driftsresultatet steg til 373 mio. kr. fra 303 mio. kr., og bundlinjen voksede en smule til 251 mio. kr. fra 249 mio. kr.
Schouws største porteføljevirksomhed, fiskefoderproducenten Biomar, sluttede året af med en stigning i de afsatte mængder på 5 pct., men et fald i omsætningen på 3 pct. til 3126 mio. kr. som følge af valutamodvind.
Fibertex Personal Care, der laver nonwovens tekstiler til hygiejneindustrien, havde også tilbagegang på toplinjen til 524 mio. kr. fra 546 mio. kr., og driftsresultatet, EBITDA, faldt i fjerde kvartal med 5 pct. som følge af højere råvarepriser. På årsbasis steg EBITDA dog til 406 mio. kr. fra 352 mio. kr. i 2019.
Fibertex Nonwovens, der laver fiberdug til industriel og sundhedsrelateret anvendelse, leverede en omsætningsfremgang i fjerde kvartal på 28 pct. til 476 mio. kr., og årets EBITDA-resultat satte rekord med 270 mio. kr. mod 141 mio. kr. i 2019.
De sidste porteføljeselskaber, GPV og Hydraspecma havde fremgang målt på driftsresultatet i 2020, mens Borg Automotives EBITDA-resultat faldt marginalt til 108 mio. kr. fra 110 mio. kr.
Schouw & Co. venter i 2021 en omsætning i størrelsesordenen 21,9 mia. kr. og et EBITDA-resultat mellem 2015 og 2225 mio. kr.
Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2020.
- En del af den forventede fremgang hidrører dog fra højere råvarepriser, som i flere af koncernens virksomheder har fået væsentlig betydning for omsætningen, skriver Schouw i regnskabet.
I regnskabsåret 2020 indfriede selskabet en omsætning på 21,3 mia. kr. og et EBITDA-resultat på 2209 mio. kr.
/ritzau/FINANS