Serier

Sydbank skimter lys for enden af tunnelen for SAS

Corona rammer verden
SAS transporterede 225.000 passagerer i rutefly i februar, hvilket var 88,7 pct. færre end i samme måned året før. Foto: Tariq Mikkel Khan

SAS opnåede i februar et fald i passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 91,9 pct. i forhold til samme måned året før.

Det viser SAS' egne tal for flytrafikken eksklusive charterflyvninger, der er offentliggjort fredag formiddag.

Sydbank påpeger, at lyset for enden af tunnelen efterhånden kan skimtes.

- Foråret byder formentlig snart på genåbning af Europa og mindre strikse rejserestriktioner. Det vil hjælpe på trafikudviklingen fra det sene forår, men meget tyder på en ualmindelig hård konkurrence i opstartsfasen - særligt på det vigtige norske marked, skriver Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en kommentar til tallene.

- Grundlæggende vurderer vi også, at SAS' indtægter og forretningsmodel vil blive meget udfordret af en lavere rejselyst blandt de forretningsrejsende i fremtidens luftfartsmarked, skriver han.

Og det er da også rejserestriktionerne, der fortsat presser efterspørgslen, hvilket krævede yderligere tilpasning af vores tilbudte destinationer og afgangen i februar, siger koncernchefen Rickard Gustafson i meddelelsen.

Jacob Pedersen påpeger, at indtægterne fortsat er underdrejede på grund af rejserestriktionerne på selskabets markeder.

- Meget tyder på, at passagerindtægterne i andet kvartal ikke bliver bedre end bundniveauet på 1,1 mia. svenske kr. i første kvartal 2020/21 - måske endda tværtimod. Dermed er der lagt op til endnu et stort underskud i andet kvartal 2020/21, hvor der også vil blive stort fokus på pengedrænet, siger aktieanalysechefen og fortsætter:

- SAS havde likvider og uudnyttede trækningsretter på 5,9 mia. svenske kr. ved udgangen af januar, så pengedrænet skal markant ned fra niveauet omkring 900 mio. svenske kr. om måneden fra første kvartal 2020/21, hvis SAS skal styre udenom en ny kapitalrejsning.

SAS transporterede 225.000 passagerer i rutefly i februar, hvilket var 88,7 pct. færre end i samme måned året før. Samlet set var antallet af passagerer inklusive charterflyvninger også 225.000, hvilket var et fald på 89,0 pct.

En aktie i SAS stiger 1,5 pct. fredag middag til 1,42 kr., og Jacob Pedersen vurderer, at SAS-investorer ikke skeler meget til "den indtjeningsmæssige virkelighed" men i stedet handler på genåbningshåbet:

- Intet tyder på, at SAS-aktien på kort sigt pludselig vil begynde at handle rationelt, selv om vi egentlig betragter alt over 0,85 kr. per aktie som for dyrt, siger han.

- Tværtimod er det realistisk, at flyselskaberne (og SAS) bliver omdrejningspunkt for investorernes genåbningseufori her i foråret, hvor en ophobet rejselyst desuden kan give et (for) optimistisk billede af fremtiden, siger aktieanalysechefen.

Sydbank har en holdanbefaling på aktien i SAS.

BRANCHENYT
Læs også