Flydirektør får svimlende millionbeløb udbetalt efter lønnedgang
Efter bare ét år som adm. direktør for flyvirksomheden Boeing, får Dave Calhoun tildelt i alt 131 mio. kr. for sit arbejde under coronakrisen.
Få måneder inden coronakrisen ramte og lammede store dele af flyindustrien, overtog Dave Calhoun den skandaleramte flyvirksomhed Boeing. Nu - blot lidt over et år senere - får han mere end 131 mio. kr. udbetalt for sit arbejde under coronakrisen.
Det skriver CNBC.
Boeing, der producerer passager- så vel som transportfly, har været i modvind flere gange i løbet af de seneste år, bl.a. på grund af produktionsfejl, der har resulteret i flere flystyrt. Håndtering af disse flystyrt blev genstand for meget kritik og resulterede i, at Boeings bestyrelse i januar 2020 vinkede farvel til den daværende adm. direktør, Dennis Muilenburg, og bød Dave Calhoun velkommen.
Dave Calhouns løn ligger på 8,7 mio. kr., men han valgte i 2020 kun at udbetale i alt 1,6 mio. kr. til sig selv for at holde virksomheden i luften under coronakrisen. Som kompensation for dette, er han nu blevet tildelt 131 mio. kr. for sit arbejde.
Den adm. direktør besluttede dog at lade ca. 22,5 mio. kr. gå til ansattes lønninger og bonusser efter et hårdt år med corona.
Sidste år tabte flyvirksomheden 74 mia. kr. som følge af flyaflysninger og måtte derfor afskedige flere tusinde medarbejdere.