Erhverv

Dansk vaccinenyhed har fået to aktier til at brage i vejret

Bavarian Nordic er klar til at teste en coronavaccine mod covid-19 på mennesker. Det har sendt to aktier i vejret.

Foto: Colourbox

Bavarian Nordic og Expres2ion Biotechnologies stiger markant på finansmarkederne, efter at den danske vaccinekandidat, som de to selskaber er gået sammen om at få på markedet, har rundet en milepæl. Milepælen er, at vaccinekandidaten om kort tid vil blive testet i mennesker på Radhoud University Medical Centre i Holland.

Meddelelsen om, at den danske covid-19-vaccinekandidat med navnet ABNCoV2 er klar til kliniske forsøg i mennesker, har fået Bavarian Nordic-aktien til at stige med ca. 10 pct., mens Expres2ion Biotechnologies, der er noteret i Sverige, er oppe med mere end 21 pct. i dagens handel.

Holder udviklingen dagen ud, vil Expres2ion Biotechnologies være steget med ca. 360 pct. det seneste år.

Den danske vaccinekandidat skal testes i mennesker i et såkaldt kombineret fase 1 og fase 2 forsøg. Det bliver sat i værk, efter at der er kommet positivt resultater fra såkaldte prækliniske resultater.

»Vi er glade for at præsentere stærke prækliniske resultater for ABNCoV2, der understøtter den videre udvikling af vaccinen,« udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, i en fondsbørsmeddelelse.

I de kommende forsøg vil vaccinekandidaten blive testet på op mod 42 personer. Dette forsøg studie skal undersøge »sikkerheden og tolerabiliteten af to doser ABNCoV2 med og uden hjælpestof«. Hvis forsøget bliver en succes, venter et såkaldt fase 3-studie, hvor vaccinen skal testes på en meget større gruppe mennesker. Efter dette skal vaccinen godkendes af myndighederne.

Fra Bavarian Nordic-chefen lyder det, at vaccinen kan komme til at spille en rolle i kampen mod coronavirussen, selv om flere vacciner allerede er taget i brug.

»Covid-19 vil sandsynligvis være en sygdom, der fortsat kræver en forebyggende indsats, og booster-vaccinationer vil formentlig være nødvendige for at kunne opretholde eller øge niveauet af beskyttelse mod sygdommen. Vi mener, at ABNCoV2 har potentiale til at imødekomme mange af disse udfordringer og ser frem til den snarlige opstart af det første forsøg i mennesker,« lyder det fra Paul Chaplin.

Udviklingen af vaccinen sker i det såkaldte PREVENT-nCoV-konsortie, der er støttet af EU's Horizon 2000-program. Medlemmerne af PREVENT-nCoV-konsortiet tæller bl.a. AdaptVac, ExpreS2ion Biotechnologies, Leiden University Medical Center og Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

BRANCHENYT
Læs også