- Opdateret 08/03/2021 kl. 12:48
Anders Samuelsen er direktør: Lars Seier bliver investor i firma bag muligt corona-middel
Anders Samuelsen blev for nylig direktør i en virksomhed, der vil dræbe coronavirus med UV-lys. Lars Seier Christensen bliver nu investor.
Den kendte erhvervsmand Lars Seier Christensen bliver ny investor i iværksættervirksomheden UV Medico fra Galten.
En virksomhed, som for nylig fik tidligere udenrigsminister og politisk leder af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, ind som adm. direktør.
Saxo Bank-milliardær Lars Seiers indtræden som investor i UV Medico bliver oplyst i en pressemeddelelse, hvor der inviteres til pressemøde mandag eftermiddag.
Det fremgår endnu ikke, hvor meget Lars Seier Christensen har investeret i UV Medico, eller hvor stor en ejerandel han får i UV Medico.
Lars Seier har i øvrigt de seneste år opgivet en lang række mindre investeringer til fordel for større investeringer, herunder i Parken Sport & Entertainment, ligesom han har måttet se flere af sine investeringer lukke, heriblandt hotelportalen Nustay og cykelprojektet Virtu Cycling.
Samuelsen og Seier bliver genforenet i UV Medico. Sidstnævnte har i en årrække været kendt som en økonomisk støtte for Liberal Alliance, ligesom Samuelsen i en periode var tilknyttet Seiers blockchain-projekt Concordium.
»Der hjalp jeg med at rejse nogle penge, og da den opgave var løst, stoppede min tilknytning til Concordium,« sagde Anders Samuelsen, da Finans i januar kunne fortælle, at den tidligere politiker havde landet jobbet som direktør i UV Medico.
Et direktørjob, der har været omdiskuteret, fordi bestyrelsesformand i UV Medico Peter Johansen har en blakket fortid med flere domme og konkurser bag sig.
Hidtil har UV Medico, der blev stiftet i 2020, været ejet 72 pct. af Peter Johansens søn Mikkel Bandholm.
Ifølge cvr-registeret har UV Medico som formål "at drive virksomhed med produktion og salg af lyssystemer og udstyr til sterilisering og desinfektion i sundhedssektoren".
Konkret vil virksomheden udvikle, producere og sælge farUV-lys, der kan bruges til at dræbe bakterier og virus uden at skade det omkringværende væv. Herunder er det målet, at UV-lyset skal bruges mod covid-19.
FarUV-lys er tidligere af forskere blevet kaldt fremtidens middel mod influenza-epidemier, skrev DR i en artikel fra 2018.
»UV Medicos produkt kan bruges i miljøer, hvor der er mennesker til stede, da strålerne ikke gennemtrænger hud, øjne m.v. Det nye produkt, der er klar til salg indenfor nogle uger, overholder alle gældende regulativer og er dokumenteret ekstremt effektivt,« skriver iværksættervirksomheden i sin pressemeddelelse mandag.
Ifølge UV Medicos netop opdaterede hjemmeside er UV-lampen fra den danske iværksættervirksomhed lavet i samarbejde med den japanske milliardkoncern Ushio.
Prisen for UV-lampen er ifølge hjemmesiden på 1.995 euro, svarende til knap 15.000 kr.
»Problemet har været at finde en metode, hvor det er ufarligt at bruge farUV-lys på mennesker. Men UV Medico er tæt på at have et produkt, der kan bruges uden fare for mennesker. Nu skal jeg hjælpe med at rejse penge og få produktet ud globalt, hvor der allerede er stor interesse,« sagde Anders Samuelsen til Finans i januar.
Som tidligere udenrigsminister skal han nu hjælpe med at sparke døren ind internationalt, hvor det er planen at skalere UV Medicos produkter.