Flyselskab skal lave første test med internationalt coronapas
Singapore Airlines bliver første luftfartsselskab til at prøvekøre et digitalt coronapas, der skal gøre internationale rejser lettere.
Flyselskabet Singapore Airlines skal som det første flyselskab teste et nyt, digitalt coronapas udviklet af den internationale luftfartsorganisation IATA.
Det oplyser IATA mandag.
Singepore Airlines vil teste IATAs såkaldte Travel Pass, der er en app, der installeres på telefonen og indeholder oplysninger om indehaverens seneste coronatest-resultater. I første omgang vil app’en blive testet på afgange fra Singapore til London i perioden 15.-28. marts.
»Ved at samle godkendelsen af sundhedsoplysninger i en enkelt app kan deltagerne forvente en hurtigere og mere problemfri check-in-proces,« skriver Singapore Airlines i en meddelelse.
Vores partnerskab med Singapore Airlines om den første fulde implementering af IATA Travel Pass vil hjælpe med at få verden til at flyve igen.
Over hele verden arbejdes der på udviklingen af coronapas, der indeholder personers covid-19 status. Ved at gøre det muligt for personer at dokumentere vaccinering og testresultater,er håbet, at man igen kan holde større arrangementer og sikre mere gnidningsfri rejser på tværs af grænser.
Især erhvervslivet efterlyser løsninger, der gør det muligt at rejse igen uden at skulle gennem karantæneperioder og andre forsinkelser.
»Vores partnerskab med Singapore Airlines om den første fulde implementering af IATA Travel Pass vil hjælpe med at få verden til at flyve igen,« siger Nick Careen, direktør i IATA med ansvar for passagerer og sikkerhed, om den nye aftale med Singapore Airlines.
Danskere har mulighed for at printe et coronapas med oplysninger om vaccination og testresultater fra sundhed.dk, men både interesseorganisationer og virksomheder lægger vægt på, at der udvikles en digital løsning, da det vil gøre det lettere for de mange forskellige coronapas, der ventes at blive udviklet forskellige steder i verden, at tale sammen.
Flyselskabet Norwegian er tilhænger af et rejsepas, som kan testes i Europa.
»Det væsentligste er, at det bliver et troværdigt og gensidigt anerkendt system, der er let at administrere. På den måde vil man med et effektivt rejsepas gøre det muligt tidligere at åbne op for internationale rejser og dermed understøtte både turisme og eksporterhverv,« skriver Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian Danmark, i en mail til Finans.
IATAs Travel Pass er et af de mest ambitiøse forsøg på at skabe en coronapas-løsning, der virker på tværs af grænser. Det tegner ifølge udviklere og organisationer ikke til at lykkedes at udvikle et fælles EU-coronapas. Derimod ventes det, at de enkelte lande udvikler individuelle løsninger, og opgaven bliver at sikre, at disse løsninger kan kommunikere sammen, så paskontrollen i f.eks. Italien eller Frankrig kan hente og acceptere oplysningerne i et dansk coronapas.
Den danske regering satte i starten af februar gang i udviklingen af et digitalt coronapas i Danmark, men der er fortsat ikke udsendt oplysninger om, hvordan man skal finde leverandører til projektet, eller hvad passet skal kunne bruges til.
Opdateret med kommentar fra Norwegian.