Fortsæt til indhold

Stor del af den danske kæde Kaffekapslen er solgt til svenske investorer

55 pct. af den danske kaffevirksomhed Kaffekapslen er solgt til det svenske investeringsselskab Ceder Capital. Anders Balmer og Morten Ravn fortsætter i ledelsen.

Kaffekapslen har hovedsæde i Aarhus og ejet af Anders Balmer (th) og Morten Ravn. Foto: PR
Erhverv

Den danske kaffekæde Kaffekapslen, som for nyligt præsenterede sit hidtil største overskud nogensinde, har solgt overhalvdelen af sine ejerandele til det svenske investeringsselskab Ceder Capital.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at det svenske investeringsselskab har købt 55 pct. af den danske virksomhed for et ukendt beløb.

»Det er med stor glæde, at vi byder Ceder Capital velkommen som medejer af Kaffekapslen. Det giver os væsentligt bedre muligheder for at blive den førende forhandler af kaffekapsler i Europa og dermed nå vores ambitiøse mål. Vi deler vores værdier og tanker om fremtiden med Ceder Capital, og vi har et fælles mål om at vise, at vi kan drive en stor europæisk webshop her fra lille Danmark,« siger Anders Balmer, der efter salget fortsætter som direktør for Kaffekapslen.

Kaffekapslen blev stiftet af Morten Ravn i 2011, og fem år senere fik selskabet Anders Balmer som medejer.

Selskabet har siden etableringen slået sig op på et bredt udvalg af forskellige kaffekapsler og smagsvarianter, som selskabet gennem egen webshop leverer direkte til forbrugerne.

Udover Danmark sælger Kaffekapslen til kunder i Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig.

I 2020 omsatte selskabet for over 200 mio. kr., hvilket var en tredobling i forhold til 2019.

Anders Balmer fortalte i forbindelse med Kaffekapslens seneste regnskab til Finans, at selskabet arbejder ud fra, at det i 2025 skal have en omsætning på 3 mia. kr.

Ligesom han ikke lagde skjul på, at selskabet den seneste tid har spekuleret i, om det skulle udvide til endnu flere lande og måske endda rykke sit hovedsæde til et af Kaffekapslens markeder uden for Danmark, hvor lønninger og omkostninger er noget lavere end herhjemme.

Konklusionen blev dog i sidste ende, at Kaffekapslen skal forsætte på hjemmemarkedet og fokusere på at vinde markedsandele på eksisterende markeder.

»Markedet for vores produkter i de lande, hvor vi er i dag, er mere end 40 mia. kr. Derfor har vi besluttet, at vi indenfor de næste år hellere vil vokse i de eksisterende markeder end at sprede os endnu mere på nye markeder. Ligesom vi også har besluttet at beholde vores lager i Danmark. Alt handler ikke om profit, og det er vigtigt for os også at skabe danske arbejdspladser,« sagde han i februar til Finans.

Svenske Ceder Capital investerer i nordiske nichevirksomheder og støtter iværksættere ved at bruge deres erfaring til at hjælpe ledelsen med at nå ekstraordinært ambitiøse vækstmål.

»Vi ser mange ligheder med vores tidligere investering i Sneakersnstuff (skobrand red.) med en ekstraordinær vækst og stærk kundeloyalitet, og vi ser frem til at fortsætte disse næste skridt på Kaffekapslens rejse sammen med holdet,« siger Frederic Thunell fra Ceder Capital.

Inden salget ejede Morten Ravn 70 pct. af virksomheden, mens Anders Balmer ejede de resterende 30 pct.

Kaffekapslen har hovedsæde i Aarhus og sender dagligt mellem 4.000-5.000 ordrer til 10 forskellige lande i Europa.

Artiklens emner
Kaffekapslen