Fortsæt til indhold

Nethandelskæmpen Zalando venter massiv vækst i 2021

Den tyske nethandelmastodont Zalando opjusterer forventningerne for 2021 efter en hæsblæsende begyndelse på året.

Zalando er kommet så stærkt ind i 2021, at ledelsen opjusteret forventningerne til hele året.. . Foto: Hannibal Hanschke/Ritzau Scanpix
Erhverv

Den tyske nethandelsgigant Zalando, der bl.a. har den danske milliardær Anders Holch Povlsen som stor aktionær, er kommet flyvende ind i 2021.

Det er gået så stærkt, at selskabet nu hæver sin officielle prognose for hele 2021 betydeligt.

»Zalando offentliggør sit skøn for regnskabsåret 2021, som er betydeligt over de nuværende markedsforventninger pga. en ekstraordinært stærk begyndelse på året med en forventet vækst i bruttohandelsomsætning på omkring 50 pct. i første kvartal,« skriver Zalando i en pressemeddelelse mandag.

Zalando er den mest brugte nethandelsbutik blandt danskerne.

På den baggrund venter selskabet at kunne vokse med 27-32 pct. og runde en bruttohandelsomsætning på 13,6-14,1 mia euro i 2021, altså lige over 100 mia. danske kroner.

Det vil svare til en omsætning, der er 24-29 pct. højere end i 2020.

Markedet har forventet en vækst for Zalando i 2021 på 25 pct. bruttohandelsomsætning, og derfor finder ledelsen det nødvendigt at komme med en ny officiel prognose.

I 2020 voksede Zalando med 30 pct. i bruttohandelsomsætning og 23,1 pct. i omsætning.

For nyligt fortalte Zalando i Danmark, at man vil hjælpe de fysiske danske butikker, som i månedsvis har været lukket ned. De kunne sælge deres varer på Zalandos platform, lige som koncernen har tilbudt det i andre europæiske lande.

»Butikker kan i samarbejdet, også nu hvor de er tvangslukkede, sælge deres produkter direkte til vores flere end 35 mio. onlinekunder. Sortimentet bliver sendt fra de danske forhandlere direkte til kunderne i Danmark eller andre steder i Europa. De nordiske markeder er vigtige for Zalando. Derfor er Danmark blandt de første lande, hvor vi lancerer det her program,« sagde Søren Gundtoft Johansen. til Finans i januar.

Det var før, de danske butikker fik lov igen at åbne.

Artiklens emner
Zalando
Anders Holch Povlsen