Finnair-topchef trækker sit kandidatur til Danske Bank-bestyrelse
Beslutningen er truffet på baggrund af indikationer fra Finanstilsynet om, at der under de gældende regler "potentielt kan opstå vanskeligheder".
Topi Manner har i sidste øjeblik - dagen før generalforsamlingen - trukket sit kandidatur til bestyrelsen for Danske Bank.
Beslutningen er truffet på baggrund af "indikationer fra Finanstilsynet om, at der under de gældende regler potentielt kan opstå vanskeligheder."
Det meddeler Danske Bank i en selskabsmeddelelse.
Topi Manner er CEO for Finnair, der er en del af en sektor, som er særligt påvirket af COVID-19-pandemien og samtidig er kunde i banken.
”Jeg havde glædet mig til at blive en del af bestyrelsen i Danske Bank, der er en stærk og vigtig finansiel institution, og jeg mener, at jeg med min erfaring fra sektoren ville kunne bidrage til bankens fortsatte succes. Men på baggrund af indikationerne fra Finanstilsynet mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg trækker mit kandidatur,” siger Topi Manner, administrerende direktør for Finnair.
Bestyrelsesformand Karsten Dybvad beklager situationen i samme selskabsmeddelelse.
”Topi Manner er en af Skandinaviens mest talentfulde erhvervsledere med bred erfaring fra den finansielle sektor, og hans kandidatur havde stærk opbakning fra bestyrelsen og storaktionærer i Danske Bank. Vi beklager, at vi som følge af fortolkningen af de gældende regler ikke kan byde ham velkommen i bestyrelsen på nuværende tidspunkt. Vi håber at kunne indstille Topi Manner på et senere tidspunkt,” siger bestyrelsesformand Karsten Dybvad.
47-årige Topi Manner kom til Nordea i 1997 og har blandt andet været adm. direktør for den finske afdeling af Nordea. Fra 2016 til 2018 stod han med ansvaret for Nordeas private kunder gennem Personal Banking-området, inden han fortsatte karrieren som administrerende direktør hos Finnair.
Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen, der finder sted tirsdag. Som konsekvens af Topi Manners beslutning om at trække sit kandidatur vil bestyrelsen foreslå valg af otte kandidater til bestyrelsen.
Det var mandag aften ikke muligt at få en uddybende forklaring fra Danske Bank, som pt. ikke vil sige yderligere til citat.


