Volkswagen udvider batteriproduktionen i kampen for at overgå Tesla
Elbiler er blevet en kerneforretning for Volkswagen. For at sikre sig størstedelen af fremtidens kunder vil bilproducenten sænke priserne på batterisystemerne.
Europa vil frem mod 2030 få seks nye kæmpefabrikker, der skal bidrage med at udvide batteriproduktionen til Volkwagens elbiler. De nye fabrikker er et blandt flere nyere tiltag hos den tyske bilkoncern, som skal gøre Volkswagen til den førende producent indenfor elbiler, det skriver CNN.
»Elbiler er blevet en kerneforretning for os. Virksomhedens nye strategi skal sikre en langvarig og stærk postion i konkurrencen om det bedste batteri og den bedste kundeoplevelse,« sagde formanden for bestyrelsen i Volkswagen Group Herbert Diess på gårsdagens bilevent.
De første to fabrikker vil blive placeret i Skellefteå i Sverige og i Salzgitter i Tyskland. Går alt som planlagt, vil fabrikkerne have en samlet produktionskapacitet på 240 gigawatt timer om året, hvilket er nok energi til at forsyne 4 mio. Volkswagen ID.3 elbiler.
Samtidigt vil Volkswagen tilføje et stort antal nye ladestationer til elbiler i Europa, USA og Kina.
For blot et par uger siden meddelte Ralf Brandstätter, som er adm. direktør for Volkswagens privatbilsmærke, at den tyske bilkoncern de kommende år vil ændre Volkswagen i en grad, som aldrig er set før, med det for øje at overhale Tesla.
Volkswagens strategi går blandt andet ud på at sænke priserne på batterisystemer ved at lancere en ”unified battery cell” i 2023, som vil blive installeret i 80 pct. af elbilerne. Derudover vil bilproducenten genbruge op mod 95 pct. af råmaterialerne i forbindelse med batteriproduktionen.
En stor del af de samlede omkostninger ved en elbil er batteriomkostningerne. De omkostninger vil blive reduceret med op til 50 pct. i Volkswagens nye entry level-modeller og med op til 30 pct. i standardmodellerne.
De seneste år har Volkswagen gjort en ihærdig indsats for at blive grønnere. Det er sket i kølvandet på ”dieselgate-skandalen”, da Volkswagen i 2015 blev afsløret i at have installeret ulovlig software i millioner af biler, så bilerne fremstod mere miljøvenlige end de egentlig var. Skandalen kostede Volkswagen bøder i omegnen af 160 mia. kr. i USA og Canada.