Salling Group klar til investering på 3 mia. kr. i polske butikker
Den danske discountkæde Netto vokser hastigt i Polen. En handel med britiske Tesco om 300 butikker samt to logistikcentre er netop godkendt og lukket.
Siden juni 2020 har den danske dagligvarekoncern Salling Group ventet på at kunne realisere en stor offensiv i Polen. Det kan nu ske - og en investering på samlet op mod 3 mia. kr. skal styrke den danske koncern med 300 ekstra discountbutikkker i landet.
De polske konkurrencemyndigheder har op til weekenden godkendt den handelsaftale som Salling Group og britiske Tesco indgik i forsommeren.
Parterne har derfor i dag lukket aftalen samt udvekslet udvekslet nøgler til 301 butikker og to distributionscentre. Tesco har hidtil drevet disse i Polen, men nu bliver de del af Netto-kæden og Salling Group.
»Jeg er særdeles tilfreds med, at opkøbet nu er en realitet, idet vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer på vores koncernstrategi. Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen og bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder,« udtaler koncernchef Per Bank, Salling Group, i en pressemeddelelse.
For en købspris på 1,5 mia. kr. overtages de 301 butikker i Polen. Samtidig er det ifølge Salling Group planen at bruge ca. 1,5 mia. kr. på over en periode at ombygge de overtagne butikker til den danske kædes koncept.
Netop Netto i Polen er udpeget som en af motorerne for de kommende års vækst i Salling Group. Netto har i forvejen selv ca. 400 discountbutikker i Polen. Med overtagelsen når kæden op på over 700 butikker der.
»Vi har set frem til færdiggørelsen af handlen, og vi kan nu begynde det planlagte arbejde med at konvertere seks butikker om ugen,« udtaler Michael Løve, som er direktør for Netto International.
Netto åbnede i 1995 kædens første butik i Polen og har i dag - før overtagelsen af Tesco-butikkerne - godt 5.000 medarbejdere der.
I 2019 valgte Salling Group at sælge Netto Sverige efter år med underskud i driften der. Fokus er derefter på kædens tre andre lande, Polen, Tyskland og Danmark.
Og det med Polen udlagt som et vækstmarked. Den største aktør på det polske discountmarked er den portugiskejede kæde Biedronka med ca. 3.200 butikker.
»Netto er fortsat en lille spiller i Polen. I Danmark med 5,5 mio. indbyggere har vi 500 butikker. I Polen er der 45 mio. indbyggere, men vi har kun 400 butikker, så potentialet er stort. Kendskabet til Netto er derefter sammenlignet med de andre spillere på markedet. Så vi skal øge koncentration af butikker,« sagde Michael Løve i fjor til Finans.