Serier

SAS får begmand af kreditvurderingsbureau

Kreditvurderingsbureauet Moody's har givet SAS' kreditværdig et hak nedad. Det afspejler en alvorlig situation, hvor kapitalen bliver tyndere og tyndere i takt med, at pengene fosser ud af flyselskabet, siger en analytiker.

Corona rammer verden
SAS fremlægger regnskab. Her helt friske billeder fra Københavns Lufthavn, CPH, Copenhagen Airport med kuffertslæbere fra SAS.

SAS får nu udstillet den dybt alvorlige situation, flyselskabet sammen med resten af branchen befinder sig i.

Kreditvurderingsbureauet Moody’s har fredag aften nedgraderet SAS’ kreditværdighed - fra karakteren B3 til Caa1. TIlsvarende er det, der hedder ”Baseline Credit Assessment” blevet sænket caa2 fra caa1.

»Man kan sige, at det ikke er nogen overraskelse, at SAS har det økonomisk svært. Men en nedgradering fra Moody’s betyder, at alle i finansmarkederne får mejslet den finansielle virkelighed i sten. SAS befinder sig i en meget svær situation,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker i Sydbank og har dækket SAS i mange år.

En karakter fra Moody’s bliver brugt af investorer, banker, leverandører og kunder til at vurdere, hvor stærk en finansiel position et selskab befinder sig i.

Om nedgraderingen skriver Moody’s blandt andet:

»SAS’ likviditetsprofil er forværret betydeligt i løbet af et enkelt kvartal frem til 31, januar 2021, hvor gruppens beholdning af kontanter og ”marketable securities” (omsættelige papirer, red.), faldt fra 10,2 mia. svenske kroner i begyndelsen af kvartalet til 4,7 mia. ved udgangen af kvartalet,« skriver Moody’s.

Det er selvsagt pandemien, der har fjernet en meget stor del af SAS’ indtægtsgrundlag, lige som det har bragt hele flybranchen i knæ.

Det fremgik tydeligt af SAS’ seneste kvartalsregnskab, som kom i februar. Omsætningen i SAS i regnskabsårets første kvartal landede på knap 2,3 mia. svenske kr., hvilket var mindre end en fjerdedel af omsætningen i samme kvartal for et år siden. Passagerindtægterne faldt med 84 pct.

Det var ikke lykkedes for SAS at nedbringe omkostningerne i samme takt, som indtægterne er faldet. Derfor fik SAS et underskud i første kvartal på 1,9 mia. svenske kr.

»Normalt ville SAS have en indtægt på månedsbasis på et sted mellem to og fire mia. svenske kroner, men i øjeblikket triller der få hundrede mio. kroner ind. Samtidig er der masser af omkostninger, så pengene fosser ud af kassen,« siger Jacob Pedersen.

I oktober gennemførte SAS’ ejere, som bl.a. tæller den danske og den svenske stat, en redningsplan, som betød, at selskabet fik tilført 8,6 mia. kr.

Men siden da har SAS brugt mange penge på at refundere passagerernes billetter efter alle de aflyste rejser i 2020, og desuden har selskabet så hver eneste måned tabt penge på driften.

»Mit bedste bud er, at der forsvinder 6-700 mio. kr. ud af kassen om måneden, så de er nødt til at gøre noget relativt snart,« siger Jacob Pedersen.

Han peger på, at SAS kan skaffe penge ved at sælge ud af sin flåde af fly og så lease dem tilbage igen.

»De er nødt til at adressere situationen. SAS vil nok forsøge at se, om de ikke selv kan skaffe penge til at klare sig igennem coronakrisen, men for hver måned der går, bliver polstringen mindre. Måske kan selskabet med nød og næppe undgå en kapitaltilførsel udefran, men det bliver med et papirtyndt kapitalgrundlag,« siger Jacob Pedersen.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra SAS.

BRANCHENYT
Læs også