Serier

Medicinalkæmper er i gang med at »vende hver en sten« i forsøget på at sikre flere vaccinedoser

Udfordringerne med at få flere coronavacciner produceret og distribueret er enorme, og ressourcerne er knappe, men alle løsninger er på bordet, siger Biontech-stifter i et interview.

Corona rammer verden
Pfizer/Biontech-vaccinen er en af de mest udbredte. Herhjemme i Danmark er langt størstedelen af vaccinationerne indtil videre blevet foretaget med vaccinen. Arkivfoto: AHMAD GHARABLI/AFP Uğur Şahin (tv.) og Özlem Türeci fået et enormt gennembrud med udviklingen af en coronavaccine. Men ægteparret mener også at være langt fremme i udviklingen af en kræft-vaccine.

Alt imens Europa skriger efter flere vaccinedoser, er Pfizer/Biontech, der står bag en af de mest udbredte coronavacciner, i fuld gang med at »vende hver en sten« for at skalere deres fælles vaccineproduktion markant op.

Det er meldingen fra Özlem Türeci, der er medstifter af og medicinsk direktør i det tyske medicinalfirma Biontech, i et interview med den amerikanske tv-station CNN.

Men udfordringerne er enorme, og lige nu er den største begrænsning, at det ikke er muligt at træne ansatte hurtigt nok, fortæller Özlem Türeci. På samme tid forsøger medicinalselskaberne at finde samarbejdspartnere, »der kan komplementere« dele af deres enorme vaccineforsyningsnetværk.

For at gøre ondt værre har nye mutationer af coronavirus indfundet sig i samfundene, og Pfizer/Biontech har derfor måttet holde vågent øje med, om vaccinen fortsat er effektive mod disse. Det er indtil videre tilfældet overfor den britiske og sydafrikanske variant ifølge medicinalkæmperne.

Özlem Türeci fortæller, at Biontechs prioritet er at finde ud af, »hvilken variant, der er mest bekymrende«, og at ressourcer i øjeblikket ledes hen mod at være forberedt på, hvis nye mere farlige varianter skulle opstå.

Netop den banebrydende mRNA-vaccineplatform, som benyttes af både Pfizer/Biontech og Moderne, bør ifølge Özlem Türeci gøre det relativt smertefrit at omstille vaccinerne til at virke mod nye virusvarianter.

Hun slår alligevel fast, at virusvarianterne skal tages seriøst, men at der ikke er nogen grund til at frygte deres effekt på vaccinerne for nuværende.

Vaccineudviklingen har nærmest fra den ene dag til den anden sendt 53-årige Özlem Türeci og hendes to år ældre mand Uğur Şahin, der begge er kræftforskere og stiftere af Biontech, ind i det internationale rampelys.

De bor med deres teenagedatter i en beskeden lejlighed i Mainz og cykler til arbejde. Begge er kendt for at være indædt fokuserede på videnskaben, men parrets filosofi om, at forretning skal få forskningsresultater ud til patienterne, har gjort dem til nogle af Tysklands rigeste mennesker.

Uğur Şahin og Özlem Türeci, der begge har tyrkiske rødder, stiftede Biontech i 2008. Før det havde de stiftet medicinalselskabet Ganymed, som forskede i kræftbehandling, og i 2016 blev solgt til et milliardbeløb.

Hjemme i Tyskland har de nærmest fået kultstatus, og fredag modtog de hver især Bundesverdienstkreuz-ordenen, der er en af landets højeste.

Pfizer/Biontechs vaccine mod coronavirus har vist sig som en af de mest effektive mod coronavirus, og i sidste uge offentliggjorde selskaberne en ny analyse, som tilskrev vaccinen en 97 pct. effektivitet mod symptomer, hospitalisering og død samt 94 pct. mod asymptomatiske tilfælde.

For nylig meddelte Özlem Türeci, at næste skridt for Biontech er at øge dets fokus på kræftbehandling. Medicinalvirksomheden arbejder på 20 forskellige nye midler, hvor af de fleste er mod kræft. Ifølge Özlem Türeci kan Biontech måske allerede i 2023/24 få godkendt en vaccine mod kræft.

BRANCHENYT
Læs også