Fortsæt til indhold

Første leveår bød på underskud for nystiftet onlinesupermarked

Onlinesupermarkedet Hverdag.dk, som fik sin start netop som coronakrisen indtræf, leverede et underskud dets første år.

Rasmus Andersen (tv.) og Morten Schultz Sakariassen sælger dagligvarer og andre produkter til indkøbspris gennem onlinesupermarkedet Hverdag.dk. (PR-Foto)
Erhverv

Timingen kunne næsten ikke have været bedre, da det nyopstartede onlinesupermarked Hverdag.dk i marts sidste år gik i luften, netop som coronapandemien brød ud og forårsagede første nedlukning af Danmark.

Nærmest med det samme eksploderede efterspørgslen på dagligvare hos onlineudbyderne, og den tendens kunne også mærkes hos Hverdag.dk, hvor kunderne strømmede til.

Alligevel formåede onlinesupermarkedet ikke at generere et overskud i dets første leveår. Selskabets regnskab for 2020 viser et underskud på lidt over en halv million kr., og ejerne må skyde penge i firmaet for at sikre driften.

Det skriver branchemediet Retail News.

Det er iværksætterne Rasmus Andersen og Morten Schultz, som begge har erfaring med onlinehandel, der står bag Hverdag.dk. Ambitionerne var da også store, da de meddelte, at de ville at tage en bid af dagligvaremarkedet.

»Vi er klar over, at vi går i luften i en usikker tid, men omvendt kan vi se, at der netop nu er et stort behov for onlineløsninger inden for dagligvarer,« udtalte Rasmus Andersen, adm. direktør i Hverdag.dk, til Finans i marts.

Konceptet hos Hverdag.dk er, at forbrugerne via et betalt medlemskab får adgang til at købe varer til indkøbspris. På hjemmesiden er både kendte mærker inden for dagligvarer, men også kosmetik, bøger og legetøj mm.

Men i første omgang har selskabet valgt ikke udbudt ferske madprodukter som kød, mejeri, frost og frugt/grønt i sortimentet på 500.000 varenumre.

Retail Institute Scandinavia vurderede i en 2020-analyse, at væksten i det danske onlinesalg med dagligvarer var på 30 pct sidste år mens vækstraten de kommende år kan nå op til 15 pct. Det vil i så fald betyde en firedobling af onlinesalget frem til 2030, så det vil udgøre over 10 pct. af markedet.

Med det voksende marked følger også stigende konkurrence, og de største danske supermarkedskæder i form af Salling Group, Coop Danmark og Rema er de seneste år gået i offensiven inden for digitalt dagligvaresalg.

Gennem coronakrisen er især Nemlig.com, der er ejet af Stefan Plenge og Anders Holch Povlsen, tordnet frem. Salget nåede 2 mia. kr. i det forskudte regnskabsår 2019/2020, og virksomheden gennemgik et ansættelsesboom.

Artiklens emner
Nemlig.com