Serier

Ordrebogen er tom: Københavnske hoteller frygter tomme senge i højsæsonen

Sommeren er ved at smuldre for hotellerne i hovedstaden. Branchen forventer, at turisterne bliver væk, hvis der ikke meget snart kommer en plan for genåbning uden krav om karantæne.

Corona rammer verden
Der bliver mange tomme hotelsenge i København til sommer, hvis der ikke hurtigt kommer en plan for genåbning. Arkivfoto: Finn Frandsen

Københavnske hoteller frygter endnu en elendig sommer uden ret mange gæster. Ordrebøgerne er tomme, og der er næsten ingen reservationer i højsæsonen, hvor en meget stor del af årets indtjening traditionelt hentes.

Hotelbranchen efterlyser derfor hurtigst muligt en plan for genåbning af grænserne, så udlændinge kan besøge hovedstaden og Danmark.

Samtidig må kravene om karantæne og isolation ophæves, for ellers bliver turisterne væk, og det vil ramme København hårdt. For her er mere end halvdelen af overnatningerne udenlandske.

»Det er helt afgørende, at der kommer en plan med nogle klare pejlemærker, så hotellerne og turisterne ved, hvad de kan regne med. Når grænserne åbnes, skal det være uden krav om karantæne eller isolation,« siger Katia Østergaard, adm. direktør i Horesta, som er hotellernes og restauranternes brancheforening.

Normalt er jeg optimistisk, men det ser sort ud.

Sanne Færgsted, hoteldirektør

Hun fremhæver, at de nuværende krav om 10 dages karantæne eller en negativ test efter fire dage vil være ødelæggende for turismen, fordi udlændinge i gennemsnit opholder sig i København i knap tre dage.

Ifølge hotellerne haster det med en plan, for på nuværende tidspunkt plejer en stor andel af værelserne i højsæsonen allerede at være reserveret.

»Vores økonomi styrtbløder, og jeg er meget bekymret for vores højsæson. I et normalt år ville 60 pct. af vores værelser i juli allerede været booket, og det svarer til 4.000 overnatninger. I øjeblikket har vi reservationer på 226 overnatninger,« siger Sanne Færgsted.

Hun er hoteldirektør for Moxy Copenhagen og Hotel Best Western Plus Airport Hotel.

Moxy Copenhagen har 226 værelser, og det er en del af hotelkoncernen Marriott. 95 pct. af gæsterne i højsæsonen kommer fra udlandet. I øjeblikket bor der kun gæster i 7 pct. af værelserne.

»Normalt er jeg optimistisk, men det ser sort ud. Mange tør ikke booke, og en del har mistet troen på, at det bliver muligt at rejse til København i den kommende sommer. De booker i stedet i andre lande, som har en plan for genåbning. Uvisheden risikerer at slå os ihjel, så lad os få nogle pejlemærker,« siger Sanne Færgsted.

Jo længere tid der går, før der kommer en genåbningsplan, desto sværere bliver det.

Frederik Møller, direktør for Copenhagen Plaza Hotel

Der er heller ikke megen optimisme at hente hos Frederik Møller, der er direktør for Copenhagen Plaza Hotel ved Tivoli samt landechef for yderligere fire københavnske hoteller i Ligula Hospitality Group med i alt 768 værelser.

»Jeg tror ikke, vi får en god sommer. Løbet er kørt, og det er for sent i større stil at tiltrække turister til Danmark. Derfor er vi også helt afhængige af, at hjælpepakkerne fortsætter hen over sommeren,« siger Frederik Møller.

Han peger på, at vi til sommer slet ikke skal forvente turister fra Asien og USA, som normalt fylder meget i det københavnske gadebillede.

»Vi kan håbe og satse på, at turisterne fra nærmarkederne Tyskland og Sverige vil tage til København. Men jo længere tid der går, før der kommer en genåbningsplan, desto sværere bliver det,« siger Frederik Møller.

Hotellerne i København er de hårdest ramte i Danmark. Det skyldes især, at byen har den største andel af gæster fra udlandet. Samtidig mangler hovedstaden store møder, messer og konferencer, som normalt leverer mange gæster. Endelig ligger krydstogtindustrien stille.

Sommeren 2020 var også usædvanlig dårlig, fordi kravet om seks dages overnatninger på hovedstadens hoteller skræmte både udenlandske og danske turister væk. Belægningen i juli i fjor var således blot på 31 pct. mod 87 pct. året før.

Det er helt afgørende, at der kommer en plan med nogle klare pejlemærker, så hotellerne og turisterne ved, hvad de kan regne med.

Katia Østergaard, adm. direktør i Horesta

Provinsens hoteller har det også svært, men de er mindre afhængige af udlændinge og kan forvente flere danske gæster. Sådan var det i 2020, da mange hoteller i sommerferien var godt fyldt op.

Ifølge Horesta vil der gå flere år, før antallet af hotelovernatninger vil nå niveauet fra før coronakrisen.

»Det kræver et langt tilløb, før vi har normale tilstande. Turisterne skal først være trygge ved at rejse, og det tager tid. Erhvervslivet skal bruge måneder på at planlægge større møder, og store konferencer og messer er ofte år undervejs. Først i 2023 eller måske endda i 2024 forventer vi at være tilbage,« siger Katia Østergaard.

BRANCHENYT
Læs også