Fortsæt til indhold

S-ordfører: Mange tusinde tilskuere udgør en risiko

SSI ser lav smitterisiko ved 500 tilskuere per sektion. Regeringen vil vente på arbejdsgruppes anbefalinger.

Der er ikke sat dato på tilskuernes tilbagevenden til danske fodboldstadions. Arkivfoto
Erhverv
/ritzau/

Fodboldfans og tilhængere i andre udendørs sportsbegivenheder ved fortsat ikke, hvornår de kan komme på stadion for at se deres yndlingshold i kamp.

En bred politisk aftale danner rammen om en genåbning, men der er ikke sat dato for tilskuernes tilbagevenden.

I en rapport fra Statens Serum Institut vurderes det ellers, at der vil være ”lav” risiko for smittespredning ved at åbne for 500 siddende tilskuere til udendørs sportsbegivenheder med krav om test og afstand.

Det oplyses også, at der er lav risiko, hvis tilskuerne inddeles i sektioner af 500 personer, som superligaklubberne tidligere har gjort det i den såkaldte superligaordning.

Men indtil videre venter regeringen på, at en arbejdsgruppe i midten af april kommer med anbefalinger til, hvordan større arrangementer kan afholdes forsvarligt under coronapandemien.

- Det tager jeg da deres (SSI’s, red.) ord for, siger Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær.

- Som jeg oplevede superligamodellen - selv da der var sektionering - var det en enormt organiseret og ansvarlig måde, det foregik på. Det ændrer jo ikke på, at det at samle relativt mange tusinde mennesker hen over en weekend med forskellige kampe selvfølgelig udgør en risiko.

- De vurderer den som lav. Men det betyder så også, at der er en risiko for, at nogle kan blive smittet. Det er en del af det samlede billede, siger han.

Spørgsmål: Så det er også udtryk for en politisk prioritering?

- Ja, selvfølgelig. Det var det, ni partiledere sad og brugte hele dagen og aftenen på i går (mandag, red.). Det er den svære prioritering, at man ikke kan åbne alt på en gang, siger han.

I sommeren og efteråret sidste år var den såkaldte superligaordning indført med flere tusinde tilskuere til stede i 46 fodboldkampe, før den blev sløjfet.

Her var stadionerne inddelt i sektioner, der hver kunne rumme 500 personer.

Ifølge Divisionsforeningen blev der ikke fundet en eneste smittet efter kampene. Men virkeligheden er en anden i dag, påpeger Kasper Sand Kjær.

- Nu har vi den britiske variant, som er langt mere smitsom end den variant, der var dominerende i efteråret. Det er derfor, vi ser store dele af Europa lukke ned, siger han.

Klubbernes arbejde med superligaordningen og nyere tilskuermodeller er dog ikke spildt, understreger kulturordføreren.

- Vi skal helt bestemt bruge de mange erfaringer fra efteråret. Klubberne gjorde et kæmpe stykke arbejde, og alle de erfaringer skal vi tage med i det arbejde, som skal begynde nu. Det er udgangspunktet for arbejdet for de store arrangementer, siger han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Divisionsforeningen