Erhverv

Atomkraft, ja tak: Investorer mangedobler indsatsen på atomteknologi

I jagten på at løse klimaudfordringerne og i troen på et gennembrud tiltrækker den nye generation af atomkraft i stigende grad investorer – også i Danmark.

Copenhagen Atomics i Søborg er en af de to danske virksomheder, der er i gang med at udvikle en atomreaktor af fjerde generation, som er mindre, mere sikker og mere skalerbar end de traditionelle atomkraftværker. Her ses direktør Thomas Steenberg. Foto: Gregers Tycho

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen trak for nylig overskrifter ved at investere massivt i atomteknologi, men det er langtfra kun ham, der har fået øjnene op for området.

Den venturekapital, der flyder ind i firmaer specialiseret i ny teknologi inden for atomkraft, er på få år firdoblet. Det viser data, som Pitchbook, der tracker kapitalrejsninger verden over, har samlet for Finans.

Alene i 2019 og 2020 har atomkraftteknologi globalt tiltrukket 6,4 mia. kr. i venturekapital fordelt på 58 selskaber. Og det er da heller ikke en udvikling, der er gået forbi de danske atomkraftiværksætteres næser.

»Vi kan se, at der er kommet temmelig store investeringer inden for de seneste 12-18 måneder. Det har bevæget sig lidt væk fra det græsrodsagtige til noget, der er blevet så stuerent, at mere seriøse investorer kigger på det,« siger Thomas Steenberg, adm. direktør i Copenhagen Atomics.

Selskabet har i 2020 rejst knap 5 mio. euro og vil i løbet af 2021 skaffe op mod 50 mio. euro.

»Vi havde egentlig satset på, at vi kun skulle have 4 mio. euro sidste år, men der fik vi knap 5 mio. euro. Nu er der heldigvis meget momentum, og det hjælper jo os alle sammen,« siger han.

I Seaborg, som for nylig rejste mere end 100 mio. kr. fra blandt andre Anders Holch Povlsen, tager man også notits af branchens forbedrede evne til at tiltrække kapital.

»Det hænger også sammen med, at man begynder at anerkende, at vi står over for et klimaproblem. Man kan jo se, at vi ikke kan komme i mål uden atomkraft,« siger Troels Schönfeldt, adm. direktør i Seaborg.

Begge selskaber arbejder på at få godkendt reaktorer, der kører på flydende salt, som er en af typerne under næste generation af atomkraft. Det er en dyr og langsommelig proces, og verden er fortsat flere år fra at have den første reaktor godkendt til kommercielt brug på markedet.

For at gøre den nye generation af atomkraft til et attraktivt alternativ i den grønne omstilling er der imidlertid brug for mange flere penge til udvikling. Ikke mindst fra det offentlige i Europa, der langtfra er lige så aktivt på området som blandt andet Kina og USA, lyder det fra Bent Lauritzen, der er afdelingsleder på DTU og forsker i atomkraft.

»De offentlige midler blegner i forhold til de penge, der bliver investeret i vind og sol. Det er dyrt at udvikle prototyper af nye reaktorer, og det er en dyr godkendelsesproces. Det reelle behov for at få atomkraft med i ligningen i den grønne omstilling er svært at opfylde uden større indsats fra det offentliges side,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også