Fortsæt til indhold

Danmark udskyder brugen af Astrazenecas coronavaccine i tre uger

De danske myndigheder har valgt at fortsætte pausen af brugen af Astrazenecas vaccine.

Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen holder pressebriefing om den nye vurdering af COVID-vaccinen fra AstraZeneca efter 14 dages pausering. Deltagerne i pressemødet er enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Tanja Erichsen og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm. Video: Ritzau
Erhverv
Artiklen opdateres

De danske myndigheder har valgt at fortsætte med at lade Astrazenecas coronavaccine stå på køl.

Flere kilder oplyser til Jyllands-Posten, at Astrazencas vaccine sættes på pause yderligere tre uger, og det er budskabet i den orientering, som sundhedsminister Magnus Heunicke har leveret ved en forhåndsorientering af sundhedsordførere og partiledere torsdag middag.

Det vil efter alt dømme betyde, at vaccineplanen endnu engang må ændres. Om det påvirker slutdatoen for vaccineprogrammet vil afhænge af, om man genoptager brugen af vaccinen.

I den seneste vaccinationskalender var Astrazeneca fortsat medregnet i planen.

Danmark har på nuværende tidspunkt afholdt sig fra brug af Astrazeneca-vaccinen i to uger, efter der fra flere lande blev berettet om tilfælde med blodpropper hos nyligt vaccinerede personer.

Myndighederne afholder pressemøde om situationen klokken 12.15 - følg pressemødet direkte på jp.dk.

Flere europæiske lande valgte for lidt over en uge siden ligesom Danmark at pausere brugen af vaccinen.

Såvel Verdenssundhedsorganisationen WHO som det europæiske lægemiddelagentur EMA udtalte i den forgangne uge, at der ifølge dem ikke er grund til at afholde sig fra Astrazenecavaccinen. Argumentet lyder blandt andet, at fordelene opvejer ulemperne.

De udmeldinger har fået blandt andet Tyskland, Frankrig og en lang række andre lande til at genoptage brugen af vaccinen. Danmark, Sverige og Norge har dog foreløbigt afholdt sig fra det.

De norske myndigheder har planlagt et pressemøde om situationen fredag.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.