Erhverv

Tidligere chef i Rigspolitiet er tiltalt for bestikkelse

Politichef sendte opgaver for 10,5 millioner kroner til sin veninde og modtog 790.000 kroner, lyder anklagen.

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet er tiltalt for at have modtaget 790.000 kroner i bestikkelse af konsultenten Mariann Færø, der også er hendes veninde. Mariann Færø er tiltalt for at have ydet bestikkelse. Arkivfoto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Den tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er blevet tiltalt for at modtage bestikkelse.

Det bekræfter statsadvokat Lise-Lotte Nilas over for B.T.

Samtidig er konsulenten Mariann Færø, der også er Bettina Jensens veninde, blevet tiltalt for at yde bestikkelse.

- Det er vores opfattelse, at den pågældende over en årrække har modtaget godt 790.000 kroner for udførelse af konsulentydelser for en privat virksomhed, samtidig med at den pågældende indgik aftale med den private virksomhed om konsulentopgaver for Rigspolitiet, skriver Lise-Lotte Nilas til B.T.

- Ejeren af den private virksomhed er i samme sag tiltalt for at yde bestikkelse.

Bettina Jensen blev fyret fra Rigspolitiet i 2017. Blot få uger efter kom det frem, hvordan hun havde hyret to veninder til at udføre konsulentarbejde for adskillige millioner kroner.

Aftalerne blev indgået, uden at opgaverne havde været i udbud, som opgaver i den størrelsesorden ellers skal.

I marts 2017 anmeldte Rigspolitiet Bettina Jensen for bestikkelse.

Ifølge B.T. viste efterforskningen, at hun havde modtaget 790.250 kroner af sin konsulentveninde Mariann Færø, samtidig med at Færø modtog lukrative millionopgaver fra Rigspolitiet for 10,5 millioner kroner på blot tre år.

Alligevel blev efterforskningen indstillet i november 2019.

Den afgørelse blev truffet i anklagemyndigheden under Københavns Politi. Her fortalte advokaturchef Dorit Borgaard til Ritzau, at man på trods af en grundig efterforskning ikke mente at have nok belastende oplysninger til at rejse en sag.

- Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet, lød det dengang fra advokaturchefen.

Men systemet er indrettet sådan, at den forurettede - i dette tilfælde Rigspolitiet - kan klage over sådan en afgørelse. Det gjorde Rigspolitiet i december 2019, og det er altså nu endt med en tiltale.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas understreger over for B.T. sagens alvor.

- Der er ingen tvivl om, at det er en alvorlig sag, hvis man misbruger en betroet stilling i det offentlige til at modtage ydelser fra eksterne samarbejdspartnere, skriver hun til avisen.

I en mail til Ritzau kalder formanden for Transparency International Danmark, Jesper Olsen, sagen ”historisk”.

- Jeg mindes ikke at have set en bestikkelsessag på det niveau, i dansk politi, udtaler han.

- I Danmark er det heldigvis ”breaking news”, når der er store korruptionssager. Sagen viser, at ingen lande er immune overfor korruption. Det skal vi være bevidste om i Danmark.

Bettina Jensens forsvarer, advokat Anders Nemeth, vil ikke udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt.

- Men jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig og ser frem til at afgive forklaring i retten, siger han til Ritzau.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen kommer for retten.

Læs også