Restaurantkæden Pizza Hytten er gået konkurs
Pizza Hyttens restauranter i Aarhus og København lukker som følge af konkursen.
Den kendte restaurantkæde Pizza Hytten er gået konkurs.
Det bekræfter manden bag restauranterne, den aarhusianske forretningsmand og madiværksætter Qasem Ziar, over for Finans.
»Det er corona, der er årsagen. Vi har ikke haft mulighed for at få adgang til hjælpepakkerne, fordi mange af vores restauranter er meget nye,« siger Qasem Ziar.
Qasem Ziar har drevet Pizza Hytten gennem Food Alien-koncernen, der også stod bag den skandaleramte burgerkæde Burger Shack, der i starten af året blev solgt til restaurationskoncernen Diningsix.
Pizza Hytten har i dag 10 restauranter, hvor hovedparten er placeret i det jyske. Det er dog ikke alle restauranter, der lukker.
Fem af restauranterne, som er placeret i Aalborg, Randers, Horsens og Kolding, er drevet som franchise og er derfor ikke omfattet af konkursen.
Til gengæld lukker fire Pizza Hytten-restauranter i Aarhus samt en i København.
»De fleste af vores restauranter er primært beregnet til, at folk sidder her og spiser maden. De er ikke beregnet til take away. Derfor har salget været virkelig dårligt under coronanedlukningerne. Og nu er vi løbet tør for likviditet,« siger Qasem Ziar.
Med Pizza Hyttens konkursbegæring og frasalget af Burger Shack er alle aktiver i Food Alien-koncernen reelt ophørt.
Begge restaurantkæder var sidste år i både mediernes og myndighedernes søgelys.
Først kunne Ekstra Bladet afsløre, at Burger Shack, der på få år havde åbnet restauranter over hele landet, havde fået flere sure smileyer og bøder af Fødevarestyrelsen for bl.a. dårlig behandling af fødevarer og stærkt misvisende markedsføring.
Og kort efter kunne samme avis fortælle, at Pizza Hytten også havde modtaget bøder og sure smileyer.
Det skete fordi en række fødevarer var blevet opbevaret ved for høje temperaturer, ligesom pizzakædens markedsføring var misvisende og bl.a. ikke udelukkende brugte italienske råvarer, som kæden ellers slog sig op på.
Derfor blev Pizza Hyttens filial i Guldsmedegade i Aarhus tvangslukket i en kort periode efter myndighedernes kontrol »af hensyn til kundernes helbred«.