Serier

EMA afslører resultat af Astrazeneca-evaluering onsdag

Corona rammer verden
I Danmark og Norge er vaccinen fra Astrazeneca fortsat sat helt på pause. Foto: Stephen Zenner

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der står for at anbefale vacciner til brug i EU, holder pressemøde onsdag klokken 16.

Her vil agenturet fremlægge resultatet af undersøgelser af en mulig sammenhæng mellem Astrazeneca-vaccinen og blodpropper.

Det oplyser EMA i en udtalelse.

- EMA holder et virtuelt pressemøde om resultatet af EMA's sikkerhedskomités evaluering af sikkerheden af Vaxzevria i forhold til blodproptilfælde, skriver det europæiske agentur i en udtalelse.

Vaxzevria er navnet på coronavaccinen fra Astrazeneca.

Bekymringer om mulige alvorlige bivirkninger ved vaccinen fik i marts flere lande til at suspendere brugen af den.

Årsagen til bekymring er, at man har registreret nogle sjældne sygdomsforløb med blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

Flere lande har siden genoptaget brugen af Astrazeneca-vaccinen. I nogle lande er det sket med en opdateret anbefalet målgruppe, så den eksempelvis kun benyttes til personer på 65 år og derover.

I Danmark og Norge er vaccinen fortsat sat helt på pause.

BRANCHENYT
Læs også