Erhverv

Uber og Lyft kaster penge efter inaktive chauffører

Foto: PR Lyft

Efterspørgslen på køreture hos Uber og Lyft er vendt hurtigt tilbage, og samkørselstjenesterne har ikke nok chauffører til at transportere alle kunder.

Det får nu selskaberne til at betale chauffører for at vende tilbage til arbejdet, skriver Financial Times.

Der er flere årsager til, at chaufførerne har været langsomme om at vende tilbage til landevejene.

Ud over de åbenlyse sundhedsrisici har den seneste stimuluscheck fra regeringen givet chaufførerne et lille økonomisk pusterum. Samtidig er det sandsynligt, at en del er blevet ansat i nye jobs i løbet af de seneste 12 måneder, hvor efterspørgslen på køreture har været minimal.

I et forsøg på at få flere tilbage i arbejde hos Uber, annoncerede selskabet onsdag en "stimuluspakke" på 250 mio. dollar, som skal øge incitamentet for igen at sætte sig bag rattet.

Hos Lyft har man valgt at dække omkostninger på udlejningsbiler og tilbyde bonusser på op til 800 dollar, hvis man henter tidligere chauffører tilbage til appen.

- Det minder mig om de tidlige dage hos Uber og Lyft, da de smed om sig med pengene, siger Harry Campbell, der driver bloggen The Rideshare Guy, til Financial Times.

Ifølge tal fra Apptopia var det daglige antal af amerikanske chauffører på Uber 40 pct. lavere i årets første tre måneder mod samme periode i 2020.

Begge selskaber har tidligere advaret investorer om, at det vil være udfordrende at hente chauffører tilbage efter pandemien, og at det vil kunne mærkes på omsætningen.

BRANCHENYT
Læs også