Erhverv

Forbes: Otte unge danskere er blandt Europas største talenter på deres arbejdsfelt

Stifterne af de danske selskaber ProOwnedCycling og Webamp er blandt de optagede på under 30 år-listen.

Oscar Bjørn-Rosager, CEO og stifter af den danske cykelvirksomhed ProOwnedCycling, er udpeget som en af Europas mest talentfulde unge 
entreprenører af Forbes. Foto: Aaron Kiashek.

Han startede egentlig selskabet ”ProOwnedCycling” som en ren hobbyvirksomhed for fem år siden.

I dag har virksomheden 18 ansatte og sælger ”brugt, næsten nyt og ubrugt tøj og gear” fra WoldTeams og ProTeams inden for cykelverdenen til cykelryttere, fans og aficionados over hele verden.

Navnet er Oscar Bjørn-Rosager. Han er 24 år og er netop blevet udnævnt til et af Europas største unge entreprenør talenter i kategorien ”E-commerce and Retail” af erhvervsmagasinet Forbes.

Og Danmark har i år fået yderligere syv talenter med på listerne.

Det er Nicolai Vittrup på 29 år, der er stifter af online marketing selskabet Webamp. Han er optaget på listen inden for kategorien ”Media & Marketing. Desuden er direktør for et af Nordens største influencer agencies, Nina Shini Andersen (28), med fra samme kategori.

Og under katagorien "Art & Culture" er det Anders Cederholm (29) som har stiftet Artboost og Emilie Helmstedt (28 med sit firma Helmstedt.

I kategorien "Manufactoring & Industry" er det Ana Andonovska (29) fra Maersk Drilling og Ehsanullah Ekhlas (29) fra Odense, der er stifter og CEO i Unicontrol.

Samt ikke mindst den professionelle fodboldspiller Pernille Harder på 28 år. Det kostede Chelsea omkring 2,2 mio. kr. at hente hende fra Wolfsburg i Tyskland og til London.

Hun er med i kategorien ”Sports & Games”, hvor hun også roses for sin indsats for LGBTQ+-rettigheder og sit medlemskab af Common Goal, der er en gruppe, som kæmper for samfundsmæssig aktivisme. Hun er to gange blevet årets spiller udnævnt af Uefa.

Forbes identificerer hvert år ”30 unge under 30 år” inden for 10 kategorier i Europa.

Det vil sige unge entreprenante mennesker som ofte har set et hul i markedet før alle andre og har startet deres egen virksomhed. Eller gentænkt modellen for en ældre virksomhed.

»Det er den ultimative ære for en ung leder som mig, og jeg må indrømme, at mit hjerte hoppede en ekstra gang, da jeg hørte den gode nyhed,« siger Oscar Bjørn-Rosager, der er udvalgt blandt mere end 10.000 nominerede i Europa.

Han startede ProOwnedCycling som en hobbyvirksomhed i sine forældres kælder som 19-årig.

I dag står han i spidsen for en international forretning, der sender varer til kunder i mere end 75 lande. På fem år har han været med til at gøre genbrug af pro-udstyr udbredt i moderne cykelsport.

»At blive anerkendt af Forbes viser med al tydelighed, at ProOwnedCyclings koncept har global appel. Ikke kun på grund af en forretningsmodel, der baserer sig på cirkulær økonomi, men fordi vores salgstal peger på, at cykelryttere i hele verden drømmer om at se lige så pro ud som deres helte, og så findes der ikke ikke noget bedre end den ægte vare,« siger Oscar Bjørn-Rosager.

For Nicolai Vittrups vedkommende er hans virksomhed - stiftet i 2015 - i dag vokset til at have 18 ansatte og en forventet omsætning i år på over 14 mio. kr.

Hans firma har blandt andet arbejdet for brands som Aston Martin, Elf Cosmetics og Brøndby IF.

I dette års udvalg fra Forbes af unge virksomhedsejere under 30 år har gennemsnitsalderen været 27 år, og 67 pct. af dem er enten stiftere eller medstiftere af deres egen virksomhed.

60 pct. af talenterne er mænd, 39 pct. kvinder og 1 pct. identificerer sig som non-binære.

Ikke overraskende mener 78 pct. af de unge på listen, at det er en fordel, at være under 30 år i forhold til deres karriere.

BRANCHENYT
Læs også