Erhverv

Biotekselskab med Ulrik Nielsen i spidsen solgt til Sanofi

Den franske Novo-rival Sanofi køber et privatejet biotekselskab, der har danske Ulrik Nielsen som topchef.

Medicinalselskabet Sanofi er en af Novo Nordisk største konkurrenter.. Foto: Imaginechina via AP Images

Biotekselskabet Tidal Therapeutics, som har en dansk topchef, er blevet solgt i en milliardhandel til Novo Nordisks franske rival Sanofi.

Sanofi betaler i første omgang 160 mio. dollars for selskabet, men prisen kan stige til 310 mio. dollars afhængigt af, om det opnår en række milepæle. Det svarer til knap to mia. kr.

»At samarbejde med Sanofi giver os mulighed for at udvikle vores unikke platform yderligere og hurtigt omsætte den til i sidste ende at hjælpe patienter med en række forskellige sygdomme,« siger Ulrik Nielsen, topchef i Tidal Therapeutics, i en pressemeddelelse udsendt fredag aften.

Ulrik Nielsen er kendt som en serieiværksætter inden for biotek. Han har tidligere stiftet tre selskaber fra sit udgangspunkt i Cambridge, Massachusetts på den amerikanske østkyst. Han blev topchef for Tidal i april 2019.

Danskeren er ifølge sin LinkedIn-profil bl.a. uddannet fra Københavns Universitet, University of California (UCLA), Havard Business School og Massachusetts Institute of Technology (MIT).

»Jeg blev ramt af iværksættervirussen ret tidligt. Min far arbejdede faktisk i biotekindustrien i Danmark og grundlagde en række biotekselskaber der,« har Ulrik Nielsen tidligere sagt til branchemediet MedWatch.

Tidal arbejder med mRNA-immuniterapi, som kan bruges til at bekæmpe bl.a. kræftceller og autoimmune sygdomme. Selskabet har forskellige såkaldt prækliniske forskningsprogrammer, fremgår det af en meddelelse.

MRNA-teknologi er blevet kendt under coronakrisen, da det er blevet brugt til at udvikle vaccinerne mod covid-19.

BRANCHENYT
Læs også