Lego er suveræn i verden på omdømme
Ingen andre selskaber har opnået så høj en bedømmelse som den danske producent af legetøj i den årlige undersøgelse fra RepTrak.
Lego har et suverænt omdømme i verden. Anderledes kan resultatet af den seneste årlige undersøgelse af virksomhedernes globale omdømme ikke tolkes.
Det er The RepTrak Company, der står bag undersøgelsen, Global RepTrak-100, som bedømmer verdens mest kendte virksomheder ud fra folks opfattelse af selskabet.
Det er andet år i træk, at Lego sætter sig på førstepladsen. Men i år er selskabet tillige det eneste, der har opnået betegnelsen ”excellent”, der kræver over 80 point.
Lego har opnået 80,4 point ud af 100 mulige point, mens Rolex på andenpladsen fik 79,6 point. Ferrari på plads tre opnåede 78,8 point.
»I 2021 er Lego-koncernen den eneste virksomhed, der opnår en ”fremragende” omdømme-score. I løbet af de seneste ti år er Lego-gruppen kun en ud af to virksomheder, der konsekvent rangerer blandt de top-10 mest velrenommerede virksomheder. Det er virksomhedens andet år i træk som nummer 1. Legos fremragende ry gælder hele vejen rundt. Folk opfatter alle aspekter af forretningen positivt, især virksomhedens produkter og tjenester,« skriver RepTrak i en kommentar.
Blandt de øvrige selskabet i den absolutte top kan nævnes Bosch, Harley-Davidson, Canon, Adidas, Disney, Microsoft og Sony.
RepTrak Company har analyseret data fra 2000 selskaber, og hvordan folk opfatter deres omdømme.
De analyserede selskaber skal have en omsætning på over 2 mia. dollars og mindst 20 pct. af de adspurgte i 8 ud af 15 lande skal have kendskab til virksomhederne, for at de kan komme med i undersøgelsen.
Årets top-100 baserer sig på 65.000 svar indsamlet globalt i verdens 15 største økonomier, og data blev indsamlet i perioden december 2020 til januar 2021.


