Erhverv

Miljøorganisation siger stop: »Den danske dåseturisme er absurd«

Deutsche Unwelthilfe har øget presset på den pantfri grænsehandel og har anlagt sag ved Schleswigs forvaltningsdomstol.

Den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe vil lægge yderligere pres på politikerne i kampen mod de pantfri dåser, som danskere slæber hjem i kassevis fra grænsebutikkerne.

Deutsche Umwlthilfe, DUH, der nærmest kan sammenlignes med sin danske pendant Dansk Naturfredningsforening, har besluttet at klage til Schleswigs forvaltningsdomstol for at få stoppet det pantfri salg.

»Den danske dåseturisme er lige så absurd, som den er ulovlig. Den tyske emballagelov indeholder ikke nogen undtagelser, og det er bekræftet af regeringen. Men myndighederne i Slesvig-Holsten, der har retten til håndhævelsen, har ikke udført deres opgave i næsten 20 år for at bringe dette nonsens til ophør,« siger Remo Klinger, der er advokat for DUH.

Organisationen opfordrede allerede i januar i år Landkreis Schleswig-Flesburg til at stoppe ”undergravningen af pantpligten”, men herfra lød det blot, at man ventede på et svar fra Tysklands miljøministerium.

DUH har derfor anlagt sag om ”manglende handling” hos forvaltningsdomstolen og forbeholder sig ret til at anlægge sag mod ”andre distrikter og byområder i det tysk-danske grænseområde, hvis den ulovlige praksis med systematisk depositum-fri dåse salg stadig tolereres.”

Ifølge DUH sælger grænsebutikkerne årligt 650 mio. pantfri dåser til skandinaviske kunder. Mange af dem ender i naturen.

»Danske miljøgrupper samler regelmæssigt titusindvis af partfri dåser op i naturen, hvilket sandsynligvis kun er en brøkdel, når man tænker på det samlede salg af pantfri dåser,« skriver DUH i en meddelelse.

DUH har tidligere sammen med Dansk Naturfredningsforening forsøgt, at få Tyskland til at opretholde sit eget pantsystem - også i grænseområdet.

Og adskillige danske miljøministre har været på besøg i de seneste 18 år for at få den tyske regering til at gribe ind i Nordtyskland.

Men hidtil har det været uden held, og det skyldes ikke mindst, at der står arbejdspladser i grænseområdet på spil på tysk side.

»Denne miljøskandale, der har foregået i årevis i Slesvig-Holsten og Danmark, skal stoppes med det samme. Drikkevaredåser har en plastbelægning og er malet på ydersiden, og det skader miljøet,« siger Thomas Fischer, der er miljøkonsulent i DUH.

Danmarks Naturfredningsforening og DUH forsøgte så sent som i 2019 med en fælles aktion at få stoppet det pantfri dåsesalg i grænseregionen, men hidtil er det slået fejl.

BRANCHENYT
Læs også