Boris Frederiksen jagter millioner: Tager endnu et af Kasi-familiens selskaber under konkurs
Kurator Boris Frederiksen har tidligere luftet muligheden for at begære Amazing Jewelry ApS konkurs. Det er nu sket.
I februar forklarede Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, at familien ville lukke smykkeeventyret Amazing Jewelry ApS.
Selskabets flagskibsbutik på strøget i København skulle også lukkes, og fremadrettet ville de digitale aktiviteter af Amazing Jewelry blive videreført i et andet selskab.
Nu viser det sig dog, at Amazing Jewelry ApS forinden ”lukningen” var begæret konkurs af topadvokaten Boris Frederiksen fra Advokatfirmaet Poul Schmith, som er kurator i flere konkursboer relateret til Kasi-familien.
Af en meddelelse fredag i Statstidende fremgår det, at Amazing Jewelry blev begæret konkurs allerede i januar. Først nu er selskabet taget under konkursbehandling.
Finans arbejder på at få en kommentar fra både Jesper Nielsen og Boris Frederiksen.
Sidstnævnte har tidligere luftet muligheden for at begære Amazing Jewelry konkurs. Simpelthen i et forsøg på at få inddrevet 13,8 mio. kr. fra Amazing Jewelry, som Boris Frederiksen mener hører hjemme i Kasi ApS’ konkursbo, hvor Boris Frederiksen også er kurator.
»I sidste instans kan det blive en nødvendighed at underkaste Amazing Jewelry ApS en konkursbehandling for at inddrive pengene. Det må vi ultimativt vurdere og overveje sammen med kreditorerne,« sagde Boris Frederiksen i august 2020.
Familien Nielsen bestrider, at de 13,8 mio. kr. tilhører Kasis konkursbo. Derfor vil familien hverken betale tilbage eller indgå en afdragsordning, har Boris Frederksen forklaret.
Kravet om tilbagebetaling af de 13,8 mio. kr. stammer fra Kasi-familiens salg af miniandele i en potentiel earnout-betaling fra smykkeselskabet Pandora.
Over 500 private investorer har købt miniandelene, og provenuet fra salget er derefter blevet overført fra Kasi ApS til Amazing Jewelry ApS.
Salget af miniandele er foregået på en måde, så Boris Frederiksen har fundet grundlag for både en politimæssig efterforskning og indstillet til en sag om konkurskarantæne mod Kasi-familien.
»Vi og vores advokat er uenig i Boris Frederiksens fortolkning. Jeg bestrider, at de penge (13,8 mio. kr.) tilhører konkursboet og vil kæmpe for de penge,« sagde Jesper Nielsen i august 2020.
Jesper Nielsen gik i november 2020 personligt konkurs. Udover den personlige konkurs er stribevis af familiens andre selskaber også taget under konkursbehandling eller er ved at blive lukket.

