Erhverv
BREAKING

Alle engelske klubber trækker sig fra Super League

De seks Premier League-klubber, der skulle være med til at starte Super League, har nu trukket sig.

Udsigten til Super League mødte fra stort store protester. Foto: Adrian DENNIS / AFP

Mængden af hold, der skulle deltage i en kommende Super League for kontinentets bedste fodboldhold, er tirsdag blevet skåret halvt over.

Samtlige engelske hold - Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Manchester City og Tottenham - har nemlig trukket sig fra forslaget.

Det skriver klubberne på deres hjemmesider.

Senest har Chelsea bekræftet, at klubben har påbegyndt en exit fra projektet.

- Vi har nu haft tid til at overveje sagen fuldt ud og har besluttet, at vores deltagelse i disse planer ikke vil være i klubbens, fansenes eller den brede fodbolds bedste interesse, skriver Chelsea på hjemmesiden.

Arsenal skriver i et åbent brev til klubbens fans:

- Vi begik en fejl, og det undskylder vi for.

- Som resultat af at vi lyttede til jer og det bredere fodboldsamfund, har vi trukket os fra den foreslåede Super League.

Også Tottenham bekræfter i et åbent brev, at klubben trækker sig, og beklager, at fans måtte føle sig trådt over tæerne.

- Vi beklager den angst og bekymring, der udsprang af forslaget om en Super League, skriver klubben.

Manchester City var den første britiske klub, der tirsdag aften meldte ud, at man havde sat de juridiske hjul i gang for at trække sig fra forslaget om Super League.

Senere tirsdag aften mødtes klubberne ifølge det britiske medie BBC for at diskutere kritikken af turneringen. Det er nu efter det møde, at klubberne har besluttet sig for at trække sig.

Forslaget om en udbryderturnering, der samtidig skulle være enden på holdenes deltagelse i Champions League, mødte en sønderrivende kritik fra fans, tv-stationer, fodboldeksperter og andre klubber.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) truede med at udelukke klubberne fra Champions League, ligesom at det var på tale, at spillere, der tog del i Super League, skulle udelukkes fra at deltage i Uefas turneringer for landshold.

Læs også