Fortsæt til indhold

Lundbeck-direktør øjner kæmpe gennembrud for hjernesygdomme

I medicinalselskabet Lundbeck tror koncerndirektør Keld Flintholm Jørgensen på, at området for hjernesygdomme kan stå over for store kvantespring.

Keld Flintholm Jørgensen, koncerndirektør med ansvar for strategi og forretningsudvikling i Lundbeck, har tidligere haft ledende job i den schweiziske medicinalkæmpe Roche. Foto: Stine Bidstrup
Erhverv

Efter en tumultarisk periode med en næsten tom pipeline, flere lægemiddelflop og en skamskudt aktiekurs øjner Lundbeck-toppen lys for enden af tunnellen på kerneområdet hjernesygdomme (CNS), der befinder sig midt i noget, der kan skabe en helt ny æra for det danske medicinalselskab.

»Vi er i en unik periode inden for CNS. Der bliver investeret, som der aldrig er blevet før, og alene det forgangne år blev der investeret 11,5 mia. dollars i nye CNS-selskaber og partnerskaber. Det er nærmest det dobbelte af året før,« siger Keld Flintholm Jørgensen, koncerndirektør med ansvar for strategi og forretningsudvikling.

Den innovation vil ifølge Lundbeck-direktøren på et eller andet tidspunkt komme det tidligere så stolte medicinalselskab til gode. Ikke mindst fordi de mange mange investerede milliarder ryger ind i alt fra nye biotekselskaber til nye teknologier.

Dermed bliver det hav, Lundbeck kan fiske efter opkøbsmuligheder i, med stor sandsynlighed også væsentligt større end i dag.

»Man taler meget om, at CNS er nutidens onkologi. For 10-20 år siden begyndte man at forstå langt mere om kræft og om, hvordan mutationerne fungerede, og senest hvordan kræften omgår selve immunsystemet. Vi håber på, at CNS bliver det nye, hvor det næste store spring bliver skabt,« siger Keld Flintholm Jørgensen.

Udmeldingen møder blandede reaktioner i analytikerkredse.

»Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe behov for bedre lægemidler mod hjernesygdomme. Det sagt synes jeg, det lyder som en optimistisk udmelding, der for mig at se skal bevises,« siger Jannick Lindegaard Denholt, analytiker i ABG Sundal Collier.

Han henviser til, at der igennem mange år igen og igen er blevet diskuteret manglende tillid til Lundbecks pipeline.

»Derfor vil det nok kræve et stort teknologisk gennembrud indenfor CNS, før man for alvor tør tro på et signifikant større potentiale indenfor området,« siger Jannick Lindegaard Denholt.

Han står ikke alene med opfattelsen af, at CNS generelt er et enormt vanskeligt område.

Ifølge Thomas Bowers, medicinalanalytiker i Danske Bank, er der rigtig meget potentiale for forbedringer inden for CNS-området, hvor man fortsat halter langt bagefter andre sygdomsområder, måske bedst eksemplificeret med Alzheimers. Her er der i mere end 15 år ikke kommet ét eneste nyt middel på markedet.

»På kræftområdet har vi set nogle store landvindinger, ikke mindst ved at få kroppens immunforsvar til at være med til at bekæmpe kræftcellerne,« siger han med henvisning til kræftmidler som Keytruda og Opdivo.

De to nævnte kræftmidler blev godkendt i 2014, markedsføres af amerikanske Merck og Bristol Myers Squibb og solgte i 2020 for henholdsvis 89 mia. kr. og 43 mia. kr.

Lundbeck omsatte til sammenligning for 17,7 mia. kr. i 2020.

Artiklens emner
Medicinalindustrien
Lundbeck