Fortsæt til indhold

83-årige Hopkins har fået Oscar som ældste skuespiller nogensinde

Mange havde regnet med, at Chadwick Boseman posthumt ville modtage Oscar. Men det blev Anthony Hopkins.

Anthony Hopkins var ikke selv til stede ved prisuddelingen. Foto: Reuters
Erhverv
/ritzau/Reuters

Den 83–årige britiske skuespiller Anthony Hopkins er nu den ældste skuespiller nogensinde, der har modtaget en Oscar.

Tidligt mandag dansk tid modtog han prisen i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle som en demensramt mand i ”The Father”.

Han var ikke selv til stede ved prisuddelingen.

Noget overraskende gik den dermed ikke til Chadwick Boseman, der døde af kræft sidste år som 43-årig.

Boseman var nomineret for sin rolle i filmen ”Ma Rainey’s Black Bottom” og har modtaget flere priser i opløbet til nattens oscaruddeling.

Hopkins’ karriere i film, tv og på de skrå brædder har varet i indtil videre seks årtier.

De fleste kender ham nok bedst for rollen som Hannibal Lecter, som han blandt andet har spillet i filmen ”Ondskabens Øjne” fra 1991. Også den modtog han en Oscar for i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle.

Hopkins blev født i 1937 i Port Talbot-forstaden Margam i Wales og er uddannet fra the Royal Welsh College of Music & Drama.

I en alder af 30 år fik Hopkins sin ilddåb foran kameraet, da han spiller med i BBC-produktionen ”A Flea in the Ear”.

I 1993 slog den engelske dronning Elizabeth Hopkins til ridder af England, og derfor går han i dag under navnet Sir Anthony Hopkins.

Nattens oscaruddeling blev afholdt i Union Station og Dolby Theatre og foregik to måneder senere end sædvanligt på grund af coronapandemien.

Efter strenge test- og karantæneregler kunne de nominerede og deres gæster – de fleste af dem uden mundbind – følge med i showet.

Vinderne blev afgjort i en hemmelig afstemning blandt oscarakademiets cirka 9000 medlemmer.

Blandt de overraskede filmentusiaster efter Hopkins’ Oscar er Dagbladet Informations filmredaktør, Christian Monggaard.

- Interessant. Uventet Oscar til Anthony Hopkins. Chadwick Boseman var favoritten. Dog absolut fortjent, at Hopkins får den. Men en noget antiklimatisk slutning på showet, skriver han på Twitter.

- Det nærmest fes ud. Ingen stor fejring eller glæde til sidst. Blandt andet fordi Hopkins slet ikke var til stede.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Oscar