Erhverv

Tesla overgår forventninger med større salg end ventet

Elon Musks elbilselskab er godt kørende med både overskud og 184.000 leverede biler i første kvartal.

Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Solid efterspørgsel på Tesla-biler i blandt andet Kina er med til at give elbilselskabet et bedre regnskab i første kvartal end forventet og det hidtil største kvartalsoverskud nogensinde.

Det står klart, efter at Tesla mandag aften er kommet med regnskab for årets første tre måneder.

Selskabet, som direktør og stifter Elon Musk står i spidsen for, opnåede en omsætning på 10,39 milliarder dollar svarende til knap 64 milliarder danske kroner.

Det er en markant stigning i forhold til samme kvartal året inden. Her var omsætningen på 5,99 milliarder dollar.

Samtidig præsterer Tesla et overskud på 438 millioner dollar, som ifølge nyhedsbureauet dpa er det største kvartalsoverskud i selskabets historie.

- Vi tror på, at forbrugertilliden til elektriske biler vil fortsætte med at stige, og at flere kunder er villige til at foretage skiftet, lyder det fra Tesla i forbindelse med regnskabet ifølge AFP.

- Vores ordrerate i første kvartal var den hidtil stærkeste i historien, og vi arbejder så hurtigt som muligt på at øge vores produktionskapacitet.

Rekordoverskuddet skal dog også ses i forhold til at 2020 var første år, at Tesla overhovedet havde et overskud i årsregnskabet.

I alt leverede selskabet 184.800 biler globalt i årets første tre måneder.

For hele 2021 har Tesla store forventninger om en vækst på over 50 procent i antallet af leverede biler, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge selskabet er planlagte fabrikker i Texas og Berlin på rette spor mod at kunne begynde produktionen og de første leveringer.

Men der er også udfordringer hos verdens højest værdisatte bilfabrikant.

I USA står dets software til selvkørende biler over for nye føderale undersøgelser efter 28 uheld involverende Tesla-biler, heriblandt en nylig ulykke i Texas, hvor to personer mistede livet.

Samtidig har der været forsinkelser på nye udgaver af selskabets Model S-sedan og Model X-SUV.

Imens kommer rivaler som Volkswagen og Ford med nye elbiler og forsøger at konkurrere på blandt andet pris.

BRANCHENYT
Læs også