DSV i millardopkøb til 4,2 mia. dollars - opjusterer forventningerne til 2021
Køber Agility's Global Integrated Logistics, som har 17.000 medarbejdere og opjusterer samtidig forventningerne til hele året.
DSV Panalpina har foretaget et milliardopkøb af Agility's Global Integrated Logistics.
Købet har en værdi - entreprise value - på 4,2 mia. dollars eller ca. 26 mia. kr. og omfatter 17.000 medarbejdere.
Med købet af Global Integrated Logistics fra Agility vil DSV nå op på en omsætning på 142 mia. kr. og en samlet medarbejderstyrke på 70.000 ansatte.
Samtidig har DSV offentliggjort sit regnskab for første kvartal, hvor man opjusterer forventninger til hele året. Koncernen regner nu med et driftsoverskud på mellem 11,25 og 12 mia. kr.
Tidligere lød forventningerne på et overskud på mellem 10,5 og 11,5 mia. kr.
»Kombinationen af vores to globale netværk giver os mulighed for at tilbyde vores kunder et endnu højere serviceniveau. GILs globale netværk, branchekompetencer og stærke markedsposition i APAC og Mellemøsten supplerer DSVs netværk godt og vil understøtte vores langsigtede ambitioner om værdiskabelse. Vores to grupper af virksomheder deler allerede en kultur af iværksætteri og lokalt ejerskab, og vi ser frem til at byde GILs talentfulde personale velkommen til DSV,« siger Jens Bjørn Andersen, der er koncernchef i DSV.
DSV vil betale for opkøbet af Agility Global Integrated ved at udstede godt 19 mio. nye aktier. Det svarer til en aktieudvidelse på 8 pct. og er dermed inden for den tilladelse, som bestyrelsen er bemyndiget til af generalforsamlingen og dermed investorerne.
Dermed bliver Agility en af de største aktionærer i DSV.
Opkøbet af GIL vil gøre DSV til et af verdens tre største transportselskaber inden for freight forwarding.
»Opkøb er en integreret del af DSVs strategi, og DSV har en track record for vellykkede integrationer. Kombinationen med GIL forventes at øge DSVs årlige omsætning med ca. 23 pct., som vil rangere det samlede selskab i speditionsbranchen blandt de tre største med en proforma-omsætning på ca. 22 mia. dollars. Og en samlet arbejdsstyrke på mere end 70.000 ansatte. Det kombinerede selskab vil have egen drift i mere end 90 lande,« skriver DSV i sin fondsbørsmeddelelse.
Regnskabet for første kvartal viste en ekstremt stærk indtjeningsstyrke.
Overskuddet fra driften før særlige poster blev på godt 3 mia. kr., og det er langt bedre end analytikernes forventninger, der lå på omkring 2,7 mia. kr.
Også koncernens omsætning overraskede positivt med 33,6 mia. kr. i årets første kvartal mod 27,3 i samme periode året før.
»På en begivenhedsrig dag (med stort opkøb, red.) kan vi også rapporterer om en 106 pct. vækst i EBIT før særlige poster i første kvartal 2021 og en opjustering af de finansielle forventninger til helåret 2021. Den stærke indtjeningsvækst i 1. kvartal var drevet af god udvikling i alle forretningsområder, og vi drager fordel af omkostningsdisciplin og helårseffekten af synergier fra Panalpina,« siger Jens Bjørn Andersen.
Agility, hvor DSV har købt transportdivisionen ud af, er hjemmehørende i Kuwait. Det drejer sig om den del, der hedder Global Integrated Logistics (GIL).
GIL driver forretning i over 100 lande og er i sagens natur især stærk på markederne i Mellemøsten, Afrika og Asien.
»Denne aftale skaber betydelig aktionærværdi og markerer en ny milepæl i Agility's udvikling. Agility er fortsat engageret i forsyningskædeindustrien og bliver den næststørste aktionær i en af de hurtigst voksende og mest rentable logistikvirksomheder i verden,« siger Tarek Sultan, der er Vice Chairman i Agility.
Tarek Sultan vil ikke udelukke et yderligere samarbejde mellem de to koncerner på andre områder efter DSVs køb af selskabets speditionsforretning.
Det kunne omfatte et samarbejde med Agility’s Logistics Parks forretning og Shipa, der er en gruppe af selskaber og teknologiinvesteringer.