Erhverv

Toyota køber Lyfts selvkørende enhed for 550 mio. dollar

Foto: AP Photo/Shizuo Kambayashi

Den amerikanske samkørselstjeneste Lyft sælger sin selvkørende enhed til Toyota for 550 mio. dollar, svarende til 3385 mio. kr.

Aftalen er et skridt mod Toyotas bestræbelse om at bevæge sig ud over ren bilfremstilling og ind på markedet for andre mobilitetstjenester.

Det skriver Financial Times.

Lyfts medgrundlægger og formand - John Zimmer - forudså i 2016, at selvkørende biler ville tegne sig for størstedelen af Lyfts køreture inden for fem år samt så godt som alle ejerskaber inden for private biler ville ende inden 2025.

Forudsigelserne viste sig at være langt fra korrekte, men tendensen er uden tvivl, at flere selskaber køber sig ind på idéen omkring selvkørende biler i den nærmeste fremtid, skriver avisen.

Den selvkørende enhed fra Lyft arbejder med en ambition om at udvikle selvkørende biler i niveau fem, som refererer til komplet selvkørsel uanset vejr eller geografi, og skal inkorporeres i Toyotas nye Woven Planet-division.

Japanske Toyota har førhen været forsigtig med implementeringen af sin egen selvkørende teknologi, men havde planlagt at afsløre en niveau 4-servicevogn til de olympiske lege i Tokyo i 2020, der dog er blevet udsat grundet pandemien.

Lyft tror stadig på en fremtid med selvkørende biler, men selskabets bestræbelser vil blive omdirigeret væk fra at fremstille køretøjet og hen imod implementering, lyder det fra Lyfts administrerende direktør, Logan Green, ifølge Financial Times.

Læs også