- Opdateret 27/04/2021 kl. 12:35
Prisen på minkskind fortsætter med at stige
Der er fortsat stigende priser på skind fra mink, der sidste år kom i fokus efter frygt for en coronamutation.
Prisen på minkskind fortsatte op på årets anden auktion hos Kopenhagen Fur, der er verdens største pelsauktionshus.
Her steg priserne yderligere 23 procent, efter at de på årets første auktion i februar steg hele 80 procent.
Det oplyser Kopenhagen Fur i en pressemeddelelse.
- Pelsbranchen nærmest strutter af tillid til fremtiden båret frem af blandt andet en stærk økonomisk udvikling i Kina og vores øvrige asiatiske markeder, siger administrerende direktør Jesper Lauge Christensen.
Regeringen besluttede i november sidste år, at alle mink skulle aflives af frygt for et muteret coronavirus, som viste nedsat følsomhed over for antistoffer - og dermed potentielt en vaccine.
Det kom senere frem, at lovgrundlaget ikke var på plads, men det kom det, og 15. januar trådte et forbud mod minkhold i kraft. Det gælder frem til 31. december i år.
Gennemsnitsprisen på et dansk minkskind endte på årets anden auktion på 340 kroner.
Priserne i branchen er præget af store udsving og har de seneste otte år svinget mellem 225 og 1000 kroner for et skind.
Den toppede senest i 2013 og er siden faldet. Men nu er nogle års overudbud altså blevet afløst af en anden udvikling.
Centrale aktører på markedet forudser nemlig mangel på råvarer. Det betyder, at det ikke er skindhandlere, der har købt op - men fabrikanter, der skal bruge det til produktion af færdigvarer.
- Der er gode tegn på, at den udvikling, vi har set på årets to første auktioner, vil fortsætte på de kommende auktioner.
- Jeg forventer derfor et meget stærkt 2021 for Kopenhagen Fur, siger Jesper Lauge Christensen.
Den næste auktion bliver afholdt 23. juni til 2. juli.
/ritzau/