Erhverv

Alarmfirmaet Verisure er blevet politianmeldt for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugerne

Alarmfirmaet Verisure er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at vildlede forbrugerne og foretage ulovlige telefonsalg.

Verisure har tidligere accepteret en bøde på 350.000 kroner for ulovligt telefonsalg, en bøde på 10.000 kr. for spam samt en bøde på 60.000 kroner for vildledning og uanmodede henvendelser.  Foto: Robert Wengler

Alarmfirma Verisure har ulovligt foretaget telefonsalg og vildledt forbrugerne. Det mener Forbrugerombudsmanden, der nu har politianmeldt firmaet.

Anmeldelsen går på, at alarmfirmaet ifølge Forbrugerombudsmanden blandt andet via telefonopkald har oplyst potentielle kunder om, at der havde været en stigning af indbrud i netop deres område. Oplysninger, der ikke stemte overens med virkeligheden.

Samtidig har Forbrugerombudsmanden politianmeldt Verisure for ulovlige opkald til 57 forbrugere samt to enkeltmandsvirksomheder, der står på Robinsonlisten. Også leadvirksomheden Toleadoo og leadmægleren eGentic er politianmeldt for medvirken til 13 af de ulovlige opkald til forbrugere.

»Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Verisure i flere tilfælde har vildledt forbrugerne ved at give urigtige oplysninger om, at der for eksempel har været mange indbrud i området, hvor forbrugerne bor. En virksomhed må naturligvis ikke give urigtige oplysninger som middel til at skræmme forbrugerne til at købe et produkt, som for eksempel en alarm,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

De ulovlige opkald er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse blevet foretaget i perioden fra maj 2019 til marts 2021.

Verisure har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at forbrugernes samtykke til telefonsalg blandt andet er hentet via konkurrencer på nettet, fordi forbrugeren havde deltaget i en alarmtest fra Verisure eller som led i et ”vennehvervningsprogram”, hvor en kunde kunne få en gratis abonnementsperiode ved at henvise en ny kunde til Verisure.

Men Forbrugerombudsmanden mener ikke, at Verisure kan dokumentere, at virksomheden har indhentet et gyldigt samtykke til at kontakte de 57 forbrugere. Desuden har en del af forbrugerne oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de flere gange har frabedt sig opkald fra Verisure, uden at det er blevet respekteret.

Verisure afviser desuden at have vildledt forbrugere eller have foretaget ulovligt telefonsalg.

Verisure har tidligere accepteret en bøde på 350.000 kroner for ulovligt telefonsalg, en bøde på 10.000 kr. for spam samt en bøde på 60.000 kroner for vildledning og uanmodede henvendelser.

I 2020 modtog Forbrugerombudsmanden sammenlagt 1.030 klager over telefonsalg fra forskellige virksomheder, hvilket er det hidtil højeste antal klager.

BRANCHENYT
Læs også