Erhverv

Huscompagniet opjusterer efter travl start på året

Huscompagniet forventer at lande et driftsresultat på op til 370 mio. kr. i år.

Huscompagniet er normalt vant til kun at sælge huse. Men firmaet, som gik på børsen sidste år, er begyndt at sælge rækkehuse.. Foto: Gregers Tycho

Boligmarkedet buldrer i øjeblikket, og det mærkes i den grad hos Huscompagniet, der har oplevet et sandt ordreboom i årets første kvartal.

Mens omsætningen steg 12 pct. i årets tre første måneder sammenlignet med samme periode i fjor, voksede ordrebogen fra 2,4 mia. kr. til 3,2 mia. kr.

Den travle start på året har fået Huscompagniet til at hæve forventningerne til hele året.

»Jeg er meget tilfreds med de stærke resultater i første kvartal 2021, der viser forbedringer i alle vores segmenter i forhold til samme periode sidste år - specielt for enfamiliehuse. Den overordnede efterspørgsel i Sverige og Danmark fortsætter med at være ekstraordinært høj og gør det muligt for os at øge forventningerne til 2021,« siger topchef Martin Ravn-Nielsen:

»Vi fortsætter med at have et skarpt fokus på at fastholde en sund ordrebog. Med vores intakt supply chain har vi med succes fastholdt vores vigtige mål om at levere 98 pct. af vores huse til tiden og til den aftalte pris.«

Huscompagniet afleverede 394 huse i årets første kvartal og omsatte for 957 mio. kr., mens driftsmarginen (ebit) landede på 6,5 pct. Dermed steg driftsresultatet (ebit) fra 40 til 62 mio. kr.

Den stærke start på året har fået Huscompagniet, som blev børsnoteret af kapitalfonden EQT i fjor, til at opjustere forventningerne til resten af året ganske betragteligt.

Husfirmaet forventer nu et salg på 4,1-4,25 mia. kr. mod tidligere 3,8-4,15 mia. kr. Driftsresultatet (ebit) ventes også at stige ca. 10 mio. kr. til et sted mellem 335 og 345 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også