Erhverv
BREAKING

Birger Christensen lukker butikken på Strøget

Flere store modehuse har bandlyst brugen af pels, og minkskandalen har gjort det svært for forhandlerne at levere varen. Nu takker pelsforhandlerne af en efter en.

Denise Christensen er adm. direktør i Birger Christensen A/S. Hun blev i 2017 ansat som den første direktør uden for familien. Foto: Stine Bidstrup

En æra er forbi. Efter 152 år har modehuset Birger Christensen valgt at lukke sin butik på Strøget.

Det skriver Børsen.

Fjerde generation af pelsimperiet, Jens Birger Christensen, oplyser, at udover butikslukningen, så stopper modehuset også med at sælge pels.

»Det har været en følelsesladet beslutning. Jeg er jo opvokset med pels, håndværket omkring det og butikken. Og jeg elsker pels. Det var også det, der gjorde Birger Christensen kendt internationalt. Men tiderne ændrer sig, og så må vi følge med. Det har også ligget i vores strategi siden 2016, at det var den vej, vi skulle. Så det er det rigtige for virksomheden at afstå lejemålet i Østergade,« siger Jens Birger Christensen.

Der er dog ikke tale om et endegyldigt farvel til Birger Christensen. Det gamle familieforetagende forlader ikke modebranchen, men ændrer kurs. Fremadrettet vil virksomheden satse på at sælge sine to egne modebrands Rotate og Remain i egen webshop, stormagasiner og til andres butikker verden over.

Rotate og Remain
  • ROTATE er skabt i samarbejde med brandets kreative direktører, influencerne Jeanette Madsen og Thora Valdimarsdottir. Designet består af eftertragtede styles til den festlige garderobe.
  • ROTATE forhandles i over 40 lande og blev i 2019 kåret til et Brand to Watch i 2019 af Forbes Magazine
  • REMAIN blev stiftet af Denise Christensen i 2018 og består af tidløse designs, som egner sig til hverdagen, men med et dristigt look.
  • REMAIN forhandles i mere end 40 lande. Blandt andet hos førende internationale forhandlere som Net-a-Porter, Browns, Selfridges, Galeries Lafeyettes Champs-Elysées og Nordstrom.

Siden 2017 har Denise Christensen været adm. direktør i Birger Christensen A/S. Det er dog Jens Birger Christensen, der er hovedaktionær. Han ejer 57 pct. af virksomheden

Udover pelssalget har forretningen på Strøget været kendt for at bringe luksusmærker som Chanel, Prada og Hermés til Danmark.

Birger Christensen A/S er ikke det eneste pelshus, der har taget afsked med pelsindustrien for nyligt. I slutningen af sidste år meddelte Kopenhagen Fur, efter 90 års eksistens og med titlen som verdens største auktionshus for pels, at virksomheden de kommende to-tre år vil foretage en kontrolleret nedlukning. Beslutningen blev truffet i kølvandet på minkskandalen.

Årsagen til det faldende pelssalg kan ikke kun spores tilbage til den danske minkskandale sidste år. Det skyldes også, at store dele af modebranchen, i en årrække, har taget afstand til brugen af pels.

I 2017 meddelte modegiganten Gucci, at den stoppede med at anvende pels i alle kollektioner, fordi pels var umoderne og problematisk for dyrevelfærden og pelsindustien.

Guccis udmelding startede en trend, og i dag bruger hverken Chanel, Burberry, Armani, Ralph Lauren, Tommy Hilfiger eller Versace ægte pels i deres kollektioner.

BRANCHENYT
Læs også