Serier

Norge tror ikke på ny vaccine fra juni: Danmark gør

Corona rammer verden
På nuværende tidspunkt forholder det sig sådan, at Curevac-vaccinen endnu ikke har fremvist resultaterne for fase-3-studiet endnu, der er afgørende for en godkendelse.Foto: Bloomberg/Jennifer Gauthier

Fra juni forventes det i Danmark, at den tyskbaserede coronavaccine Curevac indgår i vaccinationsudrulningen.

Anderledes forholder det sig i Norge, hvor man først forventer at modtage doser af denne vaccine fra juli.

Det er der ifølge Jasper Littmann, assisterende direktør i vaccinationsprogrammet ved Folkehelseinstituttet, som er den norske pendant til Sundhedsstyrelsen, en god grund til.

- Vi har ingen bekræftelser på antallet af doser, som vi skal modtage fra Curevac på nuværende tidspunkt – kun prognoser, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Ud fra en dialog med Curevac har vi ingen grund til at tro, at der bliver leveret nogen doser i juni, lyder det.

Af den danske vaccinationskalender fremgår det, at man forventer at modtage 500.000 vacciner i juni. Vacciner, der ikke er specificeret, men blot nævnt under fanen ”øvrige”.

Sundhedsstyrelsen bekræfter dog, at netop Curevac-vaccinen indgår under denne fane.

Sundhedsstyrelsen oplyser derudover i et skriftligt svar til Ritzau, at der i det hele taget er en betydelig usikkerhed i prognoserne.

- De prognoser for vaccineleverancer, som sundhedsmyndighederne offentliggør, og som indgår i vaccinationskalenderen, bygger i vidt omfang på de mere løse meldinger Danmark får, skriver styrelsen.

- Det betyder også, at der er en betydelig usikkerhed i prognoserne, hvor ny viden løbende kan give anledning til ændringer.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at vaccinationskalenderens estimater baserer sig på viden, som styrelsen har fra Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen er blevet forelagt informationerne om Norges forventninger til leverancer af Cuvevac-vaccinen, men ønsker ikke at kommentere på sagen. Det samme gælder Sundhedsministeriet.

På nuværende tidspunkt forholder det sig sådan, at Curevac-vaccinen endnu ikke har fremvist resultaterne for fase-3-studiet endnu, der er afgørende for en godkendelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsen forventer man, at dette vil ske i 2. kvartal.

Desuden har Curevacs bestyrelsesformand Franz-Werner Haas over for det tyske medie Spiegel udtrykt frustration over, at selskabet er løbet ind i produktionsproblemer.

Ifølge mediet vanskeliggøres produktionen af, at USA ikke tillader eksporten af bestemte ingredienser, der skal bruges til vaccinen, hvis og når vaccinen får sin godkendelse hos Det Europæiske Lægemiddelagentur.

Læs også