Serier
BREAKING

Pandora ryster coronapandemien af sig i april

Corona rammer verden
Alexander Lacik er adm. direktør for smykkegiganten Pandora. Foto. Stine Bidstrup

Pandora fortsætter med at lægge effekterne af coronapandemien og lukkede butikker bag sig.

I april voksede smykkeselskabets vækst med 214 pct. organisk i forhold til april sidste år. Og med 32 pct. i forhold til det coronafrie år 2019.

Det oplyser Pandora i en handelsopdatering fredag morgen.

Omsætningen i april var på 1764 mio. kr., hvilket er en vækst i lokalvaluta på 216 pct. i forhold til april sidste år.

Væksten i salget er især drevet af de amerikanske forbrugere. Og april alene i år havde et større salg I USA end hele første kvartal, oplyser smykkeselskabet.

Pandora kom med regnskab i tirsdags, og her kunne topchef Alexander Lacik fortælle, at amerikanerne i høj grad var tilbage som kunder.

Salget i første kvartal i USA steg til 1391 mio. kr. mod 935 mio. kr. i første kvartal sidste år. Og det er blandt andet en hjælpende hånd til de amerikanske forbrugere, der ligger til grund for det:

- Vi skal ikke glemme, at kvartalet generelt er drevet frem af den fantastiske fremgang i USA, som delvist er trukket op af den stimulus, som regeringen der står bag, sagde topchefen til Ritzau Finans i tirsdags.

Pandora har i dag omkring 20 pct. af de fysiske butikkerne lukkede på grund af pandemien.

I snit var det dog 25 pct. af butikkerne, der var lukkede gennem april.

Pandora fastholder forventningerne til 2021, oplyses det.

Pandora indførte månedlige handelsopdateringer i forbindelse med, at coronapandemien lagde butikker og storcentre øde. Smykkeselskabet oplyser, at det vil fortsætte med denne type opdateringer, indtil antallet af midlertidig lukkede butikker når ned på 15 pct. eller under.

Læs også
Top job