Erhverv

Onlinemodehuset Boozt får bedste start på året nogensinde

I første kvartal har svenske Boozt, der er børsnoteret i Danmark, løftet sit salg med 48,5 procent.

Foto: screenshot Boozt

Under coronanedlukningen i første del af 2021 har der været særdeles godt gang i salget hos onlinemodehuset Boozt, der er noteret på børsen i både Danmark og Sverige.

Her har selskabet solgt for 1,1 milliarder svenske kroner - eller 829,6 milliarder kroner. Det er 48,5 procent mere end samme periode 2020.

Det har givet Boozt den bedste start på året nogensinde, oplyser selskabet i en pressemeddelelse fredag morgen.

- Danmark - vores største marked - leverede den højeste vækst i omsætningen i procent, siger topchef Hermann Haraldsson i en kommentar.

Udviklingen i kvartalet betød, at Boozt fik vendt underskud til overskud. Selskabet tjente i kvartalet, hvad der svarer til 31,3 millioner kroner. Facit for den samme periode sidste år var et tab svarende til 58,3 millioner kroner.

- I første kvartal er vi lykkedes med at finde en delikat balance mellem vækst, høj kundetilfredshed og rentabilitet, lyder det fra topchefen.

Boozt har siden 2017 været noteret på børsen i Sverige. I november sidste år blev selskabet noteret på den danske fondsbørs, så det også her blev muligt at handle med selskabets aktioner.

Det skyldtes ifølge selskabet, at en stor del af aktionærerne i forvejen var danskere, og at det kunne udbrede kendskabet til aktien.

For hele 2021 forventer Boozt at salget vokser med op mod 30 procent. Sidste år endte salget på 4,4 milliarder svenske kroner - 3,2 milliarder kroner. Det kan altså vokse med omkring 1 milliard kroner.

Selskabet skruede for nylig op for forventningen, efter at årets første kvartal udviklede sig bedre, end selskabet havde regnet med.

Boozt blev grundlagt i 2007 og driver foruden hjemmesiden af samme navn også outlethjemmesiden Booztlet. Selskabet har flere end 800 ansatte og hovedkontor i Malmø.

BRANCHENYT
Læs også