Erhverv

NNIT øger omsætningen og fastholder forventningerne til i år

Foto: PR

It-selskabet NNIT, der i sin tid udsprang fra Novo Nordisk og blev sin egen herre, øgede i årets tre første måneder omsætningen til 731 mio. kr. i forhold til samme kvartal året før. Det er en stigning på 1,2 pct., viser regnskabet for første kvartal, der er offentliggjort fredag morgen.

Omsætningen fra leverancer til sundhedssektoren - Life Sciences - fraregnet indtægterne fra Novo Nordisk, steg med 43 pct. til 228 mio. kr.

- Væksten var især drevet af den fortsatte vækst i Life Sciences International, hvor omsætningen steg med 79 pct. til 159 mio. kr, mens Life Sciences Denmark steg med 3 pct. til 69 mio. kr., skriver NNIT i selskabet.

Novo Nordisk køb af it hos NNIT er på vej til at blive droslet kraftigt ned, og omsætningsbidraget herfra faldt med 14 pct. til 159 mio. kr.

Divisionen Private & Public faldt med 9 pct. i kvartalet i forhold til førstekvartal sidste år til 344 mio. kr. Og her er det tabet af aftalen med Pandora, der fortsat spiller ind, skriver selskabet.

Ordreindgangen var ved indgangen til andet kvartal på 2379 mio. kr., hvilket ligger 4 pct. over niveauet sidste år.

It-selskabet fastholder forventningerne til 2021 om en omsætningsvækst målt i faste valutakurser på 1-4 pct. og en overskudsgrad på 6-7 pct.

I regnskabsåret 2020 realiserede NNIT en tilbagegang i omsætningen på 7,5 pct. og en overskudsgrad på 5,8 pct.

BRANCHENYT
Læs også